Om dumheden af Robert Musil (2.10.2026)

Musil:

Mine damer og herrer!
Den, der i dag vover at tale om dumheden, risikerer at lide skade på mangfoldige måder; det kan udlægges som anmasselse, ja endog som en forstyrrelse af den samtidige udvikling. Jeg skrev selv allerede for adskillige år siden: »Hvis dumheden ikke til forveksling lignede fremskridtet, talentet, håbet eller forbedringen, ville ingen ønske at være dum.«

Det var i 1931; og ingen vil vove at betvivle, at verden også siden da har oplevet fremskridt og forbedringer! Således opstår der efterhånden en vis uopsættelighed ved spørgsmålet: Hvad er dumhed egentlig?

Jeg vil heller ikke overse, at jeg som digter har kendt dumheden endnu længere; jeg kunne endda sige, at jeg undertiden har stået i et kollegialt forhold til den! Og så snart en mand slår øjnene op i digtningen, ser han sig desuden stillet over for en næsten ubeskrivelig modstand, som synes at kunne antage alle former:

det være sig en personlig, som for eksempel den værdige skikkelse af en professor i litteraturhistorie, der, vant til at sigte på ukontrollerbare afstande, rammer ved siden af i nutiden med ulykkebringende følger;

det være sig en luftig og almen, som når den kritiske dom omdannes af den købmandsmæssige, siden Gud i sin for os vanskeligt begribelige godhed også skænkede menneskets sprog til producenterne af tonefilm.

Jeg har tidligere en eller anden gang beskrevet flere sådanne fænomener; men det er ikke nødvendigt at gentage eller fuldstændiggøre det (og tilsyneladende ville det endda være umuligt i betragtning af den hang til storhed, som alt har i dag): Det er nok som et sikkert resultat at fremhæve, at et folks ukunstneriske forfatning ikke først ytrer sig i dårlige tider og på en rå måde, men allerede i gode tider og på enhver måde, således at undertrykkelse og forbud kun adskiller sig i grad fra æresdoktorater, akademiske udnævnelser og prisuddelinger.

Jeg har altid formodet, at denne mangeartede modstand fra et folk, der bryster sig af sin kærlighed til kunsten, mod kunsten og den finere ånd ikke er andet end dumhed, måske en særlig art af den, en særlig kunstdumhed og måske også følelsesdumhed; i hvert fald ytrer den sig således, at det, vi kalder skønåndethed, samtidig også er en skøndumhed. Og heller ikke i dag ser jeg ret mange grunde til at opgive denne opfattelse.

Naturligvis kan ikke alt det, der forvansker et så fuldt menneskeligt anliggende som kunsten, skydes på dumheden; som især de senere års erfaringer har lært os, må der også være plads til de forskellige former for karakterløshed.
Men man bør ikke indvende, at begrebet dumhed intet har at gøre her, fordi det vedrører forstanden og ikke følelserne, mens kunsten derimod afhænger af disse.
Det ville være en fejltagelse.
Selv den æstetiske nydelse er dom og følelse. Og jeg beder Dem tillade mig til denne store formel, som jeg har lånt af Kant, ikke blot at føje erindringen om, at Kant taler om en æstetisk dømmekraft og en smagsdom, men også straks at gentage de antinomier, den fører til:

Tese: Smagsdommen bygger ikke på begreber, for ellers kunne man disputere om den (afgøre den ved bevis).

Antitese: Den bygger på begreber, for ellers kunne man ikke engang strides om den (stræbe efter enighed).

Og nu vil jeg spørge, om ikke en lignende dom med en lignende antinomi også ligger til grund for politikken og livets forvirring overhovedet? Og må man ikke, hvor dom og fornuft har hjemme, også vente deres søstre og småsøstre, dumhedens forskellige former?
Så meget om deres betydning. Erasmus af Rotterdam skrev i sin henrivende og stadig uslidte »Dårskabens lovprisning«, at mennesket uden visse dumheder ikke engang ville komme til verden!

*

Mange mennesker røber da også en fornemmelse af dumhedens lige så skamkrænkende som vældige herredømme over os ved venligt og sammensvorent at vise sig overraskede, så snart de hører, at en, de har tillid til, agter at mane dette uhyre frem ved navn.
Denne erfaring kunne jeg ikke blot i begyndelsen gøre på mig selv; jeg erfarede også snart dens historiske gyldighed, da en lærd ven under min søgen efter forgængere i behandlingen af dumheden – hvoraf forbavsende få er blevet mig bekendt; men de vise foretrækker tilsyneladende at skrive om visdommen! – sendte mig et tryk af et foredrag holdt i 1866 af Joh. Ed. Erdmann, Hegel-eleven og professoren fra Halle.
Dette foredrag, som hedder »Om dumheden«, begynder straks med, at allerede bekendtgørelsen af det var blevet mødt med latter; og siden jeg ved, at selv en hegelianer kan komme ud for det, er jeg overbevist om, at der er noget særligt ved menneskers adfærd over for dem, der vil tale om dumheden, og jeg føler mig meget usikker i overbevisningen om at have udfordret en vældig og dybt tvesindet psykologisk magt.

Derfor vil jeg hellere straks bekende den svaghed, hvori jeg befinder mig over for den: Jeg ved ikke, hvad den er. Jeg har ikke opdaget nogen teori om dumheden, ved hvis hjælp jeg kunne vove at frelse verden; ja, selv inden for den videnskabelige tilbageholdenheds grænser har jeg ikke fundet en undersøgelse, der gjorde den til sit emne, eller blot en enighed, der på godt eller ondt havde vist sig om dens begreb ved behandlingen af beslægtede ting. Det kan skyldes min uvidenhed, men det er mere sandsynligt, at spørgsmålet »Hvad er dumhed?« svarer lige så lidt til nutidens tankevaner som spørgsmålene om, hvad godhed, skønhed eller elektricitet er.

Alligevel er ønsket om at danne sig dette begreb og besvare et sådant forspørgsmål til hele livet så nøgternt som muligt ikke uden tiltrækning; derfor blev også jeg en dag grebet af spørgsmålet om, hvad dumhed »virkelig« er, og ikke hvordan den paraderer, hvilket det langt snarere ville have været min faglige pligt og evne at beskrive. Og da jeg hverken ville hjælpe mig selv på digterisk vis eller kunne gøre det videnskabeligt, forsøgte jeg på den naiveste måde, som i sådanne tilfælde altid ligger nærmest: Jeg fulgte ganske enkelt brugen af ordet dum og dets familie, opsøgte de mest gængse eksempler og forsøgte at føje det sammen, jeg efterhånden skrev ned.

En sådan fremgangsmåde har desværre altid noget af en jagt på kålsommerfugle over sig: Det, man mener at iagttage, følger man ganske vist en tid uden at tabe det, men fordi andre, ganske lignende sommerfugle fra andre retninger kommer til ad de samme zigzagveje, ved man snart ikke længere, om man stadig følger den samme. Således vil heller ikke eksemplerne fra dumhedens familie altid lade os skelne, om de endnu virkelig hænger sammen fra oprindelsen eller blot ydre og umærkeligt fører betragtningen fra det ene til det andet; og det bliver ikke ganske enkelt at få dem under én hat, som man kan sige virkelig tilhører et dumt hoved.

*

Hvordan man begynder, er under sådanne omstændigheder næsten ligegyldigt; lad os altså begynde et eller andet sted: bedst vel straks med den indledende vanskelighed, at enhver, der vil tale om dumheden eller med udbytte deltage i en sådan samtale, må forudsætte om sig selv, at han ikke er dum, og dermed stiller til skue, at han regner sig for klog, selv om det almindeligvis anses for et tegn på dumhed at gøre det!

Går man nu ind på spørgsmålet om, hvorfor det anses for dumt at stille til skue, at man er klog, trænger der sig først et svar på, som synes at bære støvet fra forfædrenes bohave: Det skulle være forsigtigere ikke at vise sig klog. Det er sandsynligt, at denne dybt mistroiske forsigtighed, som i dag ved første øjekast slet ikke længere er forståelig, stammer fra forhold, hvor det virkelig var klogere for den svagere ikke at gælde for klog: Hans klogskab kunne koste den stærke livet! Dumheden derimod dysser mistilliden i søvn; den »afvæbner«, som man stadig siger.

Spor af en sådan gammel snuhed og dumsluhed findes faktisk endnu i afhængighedsforhold, hvor kræfterne er så ulige fordelt, at den svagere søger sin redning i at gøre sig dummere, end han er; de viser sig for eksempel som såkaldt bondesnuhed, dernæst i tjenestefolks omgang med herskabet, der har dannelsen på tungen, i soldatens forhold til den overordnede, elevens til læreren og barnets til forældrene. Det irriterer magthaveren mindre, når den svage ikke kan, end når han ikke vil. Dumheden bringer ham endda »til fortvivlelse«, altså umiskendeligt i en svaghedstilstand!
Dermed stemmer det fortræffeligt, at klogskaben let »bringer ham i harnisk«! Den værdsættes nok hos den underdanige, men kun så længe den er forbundet med ubetinget hengivenhed. I det øjeblik dette vandelsbevis mangler, og det bliver usikkert, om den tjener den herskendes fordel, kaldes den sjældnere klog end ubeskeden, fræk eller lumsk; og der opstår ofte et forhold, som om den i det mindste stred mod den herskendes ære og autoritet, selv når den ikke virkelig truer hans sikkerhed.

I opdragelsen kommer det til udtryk ved, at en opsætsig begavet elev behandles voldsommere end en, der gør modstand af sløvhed. I moralen har det ført til forestillingen om, at en vilje må være desto ondere, jo bedre den viden er, som den handler imod.

Selv retsvæsenet er ikke helt forblevet uberørt af denne personlige fordom og bedømmer som regel den kloge udførelse af en forbrydelse særlig ugunstigt som »raffineret« og »følelseskold«.

Og fra politikken kan enhver hente eksemplerne, hvor han finder dem.

Men også dumheden – sådan må man vel indvende her – formår at irritere og virker ingenlunde beroligende under alle omstændigheder.

Kort sagt vækker den sædvanligvis utålmodighed, men i usædvanlige tilfælde også grusomhed; og de afskyvækkende udskejelser af denne sygelige grusomhed, der almindeligvis betegnes som sadisme, viser ofte nok dumme mennesker i offerets rolle.
Det skyldes åbenbart, at de lettere end andre falder i den grusommes hænder; men det synes også at hænge sammen med, at deres i alle retninger mærkbare modstandsløshed gør fantasien vild, som lugten af blod gør jagtlysten vild, og lokker den ud i en ødemark, hvor grusomheden næsten kun går »for langt«, fordi den ikke længere finder nogen grænse i noget.

Det er et træk af lidelse hos den, der selv påfører lidelsen, en svaghed indlejret i hans råhed; og selv om den krænkede medfølelses privilegerede harme sjældent lader det bemærke, hører der dog også til grusomheden, ligesom til kærligheden, to, der passer sammen! At drøfte dette ville ganske vist være vigtigt nok i en menneskehed, der plages lige så meget af sin »feje grusomhed mod de svagere« (og således lyder vel også den mest gængse omskrivning af sadismen) som den nuværende; men med hensyn til den fulgte sammenhængs hovedlinje og ved den flygtige indsamling af de første eksempler må også det, der er sagt derom, allerede gælde som en afvigelse. Og i det hele kan der ikke vindes mere deraf, end at det kan være dumt at rose sig af at være klog, men heller ikke altid klogt at vække ry for dumhed.

Der kan intet generaliseres ud fra det; eller den eneste generalisering, der allerede her kunne tillades, måtte være, at det klogeste var overhovedet at gøre sig så lidt bemærket som muligt i denne verden! Og faktisk er denne afsluttende streg under al visdom ikke så sjældent blevet trukket.

Endnu oftere gøres der imidlertid kun halvt eller blot billedligt stedfortrædende brug af det menneskesky resultat; og så fører det betragtningen ind i kredsen af beskedenhedsbud og endnu mere omfattende bud, uden at den helt behøver at forlade dumhedens og klogskabens område.
Både af frygt for at virke dumme og af frygt for at krænke anstændigheden anser mange mennesker sig ganske vist for kloge, men siger det ikke. Og hvis de alligevel føler sig tvunget til at tale om det, omskriver de det ved for eksempel at sige om sig selv: »Jeg er ikke dummere end andre.«
Endnu mere populært er det så uengageret og sagligt som muligt at bemærke: »Jeg tør vel sige om mig selv, at jeg besidder en normal intelligens.« Og undertiden kommer overbevisningen om ens egen klogskab også frem ad bagvejen, som i talemåden: »Jeg lader mig ikke gøre til nar!«

Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at ikke blot det skjulte enkeltmenneske i sine tanker ser sig selv som overordentlig klogt og veludrustet, men at også det historisk handlende menneske, så snart det har magten dertil, siger eller lader sige om sig selv, at det er umådelig klogt, oplyst, værdigt, ophøjet, nådigt, udvalgt af Gud og kaldet til historien.
Ja, det siger det også gerne om en anden, hvis genskin det føler sig bestrålet af. I titler og tiltaleformer som Majestæt, Eminence, Excellence, Magnificence, Nåde og lignende er dette forstenet bevaret og næsten ikke længere besjælet af bevidsthed; men i fuld livskraft viser det sig straks igen, når mennesket i dag taler som masse.

Navnlig en vis lavere middelstand af ånd og sjæl er fuldstændig skamløs over for behovet for hovmod, så snart den optræder under beskyttelse af parti, nation, sekt eller kunstretning og må sige Vi i stedet for Jeg.
Med et forbehold, der giver sig selv og kan stå til side, kan dette hovmod også kaldes forfængelighed; og mange folks og staters sjæl beherskes i dag faktisk af følelser, blandt hvilke forfængeligheden unægtelig indtager en af de forreste pladser. Men mellem dumhed og forfængelighed har der fra gammel tid bestået et nært forhold, og måske giver det et fingerpeg. Et dumt menneske virker som regel allerede forfængeligt, fordi det mangler klogskaben til at skjule det; men egentlig behøves selv dette ikke, for slægtskabet mellem dumhed og forfængelighed er umiddelbart: Et forfængeligt menneske giver indtryk af at yde mindre, end det kunne; det ligner en maskine, der lader sin damp slippe ud gennem en utæthed. Det gamle ord »Dumhed og stolthed vokser på samme træ« betyder intet andet, ligesom udtrykket, at forfængelighed »forblinder«.

Det er virkelig forventningen om en mindre ydelse, vi forbinder med begrebet forfængelighed, for det forfængelige er også det tomme og nyttesløse og ligger dermed nær det forgæves. Og denne formindskelse af ydelsen forventes også dér, hvor der i virkeligheden er en ydelse: Forfængelighed og talent er jo ikke sjældent forbundet; men vi får da det indtryk, at der kunne ydes endnu mere, hvis ikke den forfængelige hindrede sig selv. Denne sejlivet vedhængende forestilling om en formindsket ydelse vil senere også vise sig som den mest almene forestilling, vi har om dumheden.

Som bekendt undgås forfængelig adfærd dog ikke kun, fordi den kan være dum, men først og fremmest som en krænkelse af anstændigheden. »Selvros stinker«, siger et kerneord, og det betyder, at storpraleri, det at tale meget om sig selv og rose sig, ikke blot anses for uklogt, men også for uanstændigt.

Hvis jeg ikke tager fejl, hører de derved krænkede krav til anstændigheden til de mangeartede bud om tilbageholdenhed og afstand, som er bestemt til at skåne selvfølelsen, idet det forudsættes, at den ikke er mindre hos den anden end hos en selv. Sådanne afstandsbud retter sig også mod brugen af alt for åbne ord, regulerer hilsen og tiltale, tillader ikke, at man modsiger hinanden uden undskyldning, eller at et brev begynder med ordet Jeg; kort sagt kræver de, at visse regler overholdes, så man blot ikke kommer hinanden »for nær«. Deres opgave er at udligne og jævne omgangen, lette næstekærligheden og selvkærligheden og ligesom opretholde en middeltemperatur i det menneskelige samkvem; og sådanne forskrifter findes i ethvert samfund, i det primitive endda flere end i det højt civiliserede, ja også det ordløse dyriske kender dem, hvilket let kan aflæses af mange af dets ceremonier.

I disse afstandsbuds ånd er det imidlertid ikke blot forbudt påtrængende at rose sig selv, men også at rose andre.
At sige en lige op i ansigtet, at han er et geni eller en helgen, ville være næsten lige så uhyrligt som at hævde det om sig selv; og efter nutidens følelse ville det ikke være bedre at smøre sit eget ansigt til og rive sig i håret end at skælde en anden ud. Man nøjes med bemærkninger om, at man ikke ligefrem er dummere eller dårligere end andre, som det jo allerede er blevet nævnt!
Det er åbenbart de umådeholdne og utøjlede ytringer, der er bandlyst under ordnede forhold.

Og da der før var tale om den forfængelighed, hvormed folk og partier i dag hæver sig med hensyn til deres oplysning, må det nu tilføjes, at flertallet, der lever sig ud – ganske som den enkelte storhedsvanvittige i sine dagdrømme – ikke blot har taget patent på visdommen, men også på dyden og forekommer sig selv tappert, ædelt, uovervindeligt, fromt og smukt; og at der i verden især er en tilbøjelighed til, at mennesker, hvor de optræder i stort tal, tillader sig alt, hvad der er dem forbudt enkeltvis.
Disse privilegier for det store Vi giver i dag ligefrem det indtryk, at den tiltagende civilisering og tæmning af den enkelte person skal udlignes af en i rette forhold voksende afcivilisering af nationer, stater og overbevisningsforbund; og åbenbart viser der sig heri en affektforstyrrelse, en forstyrrelse af den følelsesmæssige ligevægt, der i grunden går forud for modsætningen mellem Jeg og Vi og også for enhver moralsk vurdering. Men er det – må man vel spørge – stadig dumhed, ja hænger det overhovedet endnu sammen med dumhed på nogen måde?

Ærede tilhørere! Ingen tvivler på det!

Men lad os dog hellere før svaret puste ud ved et eksempel, som ikke er uden charme! Vi alle, om end først og fremmest vi mænd og særlig alle kendte forfattere, kender den dame, som absolut vil betro os sit livs roman, og hvis sjæl tilsyneladende altid har befundet sig i interessante omstændigheder, uden at det er kommet til et resultat, som hun tværtimod først forventer af os.
Er denne dame dum? Noget, der kommer fra indtrykkenes fylde, plejer at hviske til os: Det er hun! Men såvel høfligheden som retfærdigheden kræver indrømmelsen af, at hun ikke er det helt igennem og altid.
Hun taler meget om sig selv, og hun taler i det hele taget meget.
Hun dømmer meget bestemt og om alt.
Hun er forfængelig og ubeskeden.
Hun belærer os ofte.
Som regel er der uorden i hendes kærlighedsliv, og i det hele taget lykkes livet ikke rigtig for hende.
Men findes der da ikke andre slags mennesker, på hvem alt eller det meste heraf også passer?
At tale meget om sig selv er eksempelvis også en uskik hos egoister, urolige mennesker og endda en slags tungsindige.

Og alt dette tilsammen gælder først og fremmest ungdommen; hos den hører det ligefrem til vækstfænomenerne at tale meget om sig selv, at være forfængelig, belærende og ikke rigtig i orden med livet, kort sagt at udvise præcis de samme afvigelser fra klogskab og anstændighed, uden at den derfor er dum eller dummere, end det naturligt følger af, at den endnu ikke er blevet klog!

Mine damer og herrer! Dagliglivets og dets menneskekundskabs domme rammer vel for det meste rigtigt, men som regel også ved siden af. De er ikke opstået for en rigtig læres skyld, men udgør egentlig blot åndelige tilslutnings- og afværgebevægelser. Også dette eksempel lærer altså kun, at noget kan være dumt, men ikke behøver at være det, at betydningen skifter med den sammenhæng, hvori noget optræder, og at dumheden er tæt sammenvævet med andet, uden at der noget sted stikker en tråd frem, som lader vævet trævle op i ét træk.
Selv genialiteten og dumheden hænger uløseligt sammen, og at det under trussel om at gælde for dum er forbudt at tale meget og tale meget om sig selv, omgås af menneskeheden på ejendommelig vis: gennem digteren.
Han må i menneskelighedens navn fortælle, at noget smagte ham, eller at solen står på himlen, må åbenbare sig selv, røbe hemmeligheder, aflægge bekendelser, hensynsløst gøre personligt regnskab (i det mindste lægger mange digtere vægt på det!); og alt dette ser ganske ud, som om menneskeheden her undtagelsesvis tillader sig noget, som den ellers ville forbyde sig. På denne måde taler den uafbrudt om sig selv og har ved digterens hjælp allerede fortalt de samme historier og oplevelser millioner af gange, blot med ændrede omstændigheder, uden at der er kommet noget fremskridt eller nogen gevinst i mening ud af det for den: Skulle den da, i den brug den gør af sin digtning og i dennes tilpasning til denne brug, ikke til sidst også kunne mistænkes for dumhed? Jeg for mit vedkommende anser det på ingen måde for umuligt!

Mellem dumhedens og umoralens anvendelsesområder – det sidste ord forstået i den videre betydning, som ikke er gængs i dag, og som næsten er det samme som åndløshed, men ikke som uforstand – består der i hvert fald en indviklet identitet og forskellighed. Og dette samhør er uden tvivl sådan, som Joh. Ed. Erdmann på et vigtigt sted i sit førnævnte foredrag udtrykte det med ordene, at råheden er »dumhedens praksis«. Han sagde: »Ord er... ikke den eneste fremtrædelsesform for en åndstilstand. Den samme åbenbarer sig også i handlinger. Således også dumheden. Ikke blot at være dum, men at handle dumt, at begå dumheder« – altså dumhedens praksis – »eller dumheden in Action kalder vi råhed.« Denne indtagende påstand lærer os intet mindre, end at dumhed er en følelsesfejl – for råhed er dog en sådan! Og det fører lige tilbage i retning af den »affektforstyrrelse« og »forstyrrelse af den følelsesmæssige ligevægt«, som allerede antydningsvis kunne nævnes, uden at den havde fundet en forklaring.

Heller ikke forklaringen i Erdmanns ord kan stemme helt overens med sandheden; for bortset fra, at den kun sigtede på det rå, uslebne enkeltmenneske i modsætning til »dannelsen« og på ingen måde omfatter alle dumhedens anvendelsesformer, er råheden jo heller ikke blot en dumhed og dumheden ikke blot en råhed. Derfor er der stadig meget at forklare i forholdet mellem affekt og intelligens, når de forener sig til »anvendt dumhed«, og det må først fremdrages, bedst vel igen ved eksempler.

*

Skal omridsene af begrebet dumhed her træde rigtigt frem, er det frem for alt nødvendigt at løsne den dom, at dumheden blot eller hovedsagelig er mangel på forstand; det er jo allerede blevet nævnt, at den mest almene forestilling, vi har om den, synes at være forestillingen om svigt ved de mest forskelligartede aktiviteter, om fysisk og åndelig mangel slet og ret.
Der findes et udtryksfuldt eksempel på dette i vore hjemlige dialekter: betegnelsen af tunghørhed, altså en fysisk fejl, med ordet »derisch« eller »terisch«, som vel betyder »tåbelig« og dermed står dumheden nær. For præcis som dér anvendes bebrejdelsen for dumhed også ellers i folkemunde.

Når en deltager i en konkurrence svigter i det afgørende øjeblik eller begår en fejl, siger han bagefter: »Det var, som om jeg var slået fast!« eller: »Jeg ved ikke, hvor jeg havde hovedet!«, skønt hovedets andel i svømning eller boksning trods alt må anses for uklart afgrænset. På samme måde vil en, der bærer sig klodset ad blandt drenge og sportskammerater, blive kaldt dum, selv om han er en Hölderlin. Der findes også forretningsmæssige forhold, hvor et menneske, der ikke er snu og samvittighedsløst, anses for dumt. Alt i alt er dette de dumheder, der hører til ældre former for klogskab end den, der i dag offentligt holdes i ære; og hvis jeg er rigtigt underrettet, stod i oldgermansk tid ikke blot de moralske forestillinger, men også begreberne om det kyndige, erfarne og vise, altså de intellektuelle begreber, i forbindelse med krig og kamp.

Således har enhver klogskab sin dumhed, og selv dyrepsykologien har i sine intelligensprøver fundet ud af, at der til enhver »type ydelse« kan knyttes en »type dumhed«.
Ville man derfor søge et mest muligt alment begreb om klogskab, ville der af disse sammenligninger omtrent fremkomme begrebet duelighed, og alt, hvad der er udueligt, kunne da lejlighedsvis også kaldes dumt; i virkeligheden er det også sådan, når den duelighed, der hører til en dumhed, ikke bogstaveligt betegnes som klogskab. Hvilken duelighed der står i forgrunden og på en given tid fylder begreberne klogskab og dumhed med sit indhold, afhænger af livsformen.

I tider med personlig usikkerhed vil list, vold, skarpe sanser og fysisk behændighed præge begrebet klogskab; i tider med en åndeliggjort – med de desværre nødvendige forbehold kan man også sige borgerlig – livsholdning træder tankearbejdet i deres sted. Rettere sagt burde det højere åndelige arbejde gøre det, men i tingenes gang er der deraf opstået en overvægt af forstandsydelsen, som står skrevet i den travle menneskeheds tomme ansigt under den hårde pande; og således er det kommet dertil, at klogskab og dumhed i dag, som om det slet ikke kunne være anderledes, alene henføres til forstanden og graderne af dens duelighed, skønt det er mere eller mindre ensidigt.

Den almene forestilling om uduelighed, som oprindelig er forbundet med ordet dum – både i betydningen uduelighed til alt og i betydningen enhver vilkårlig uduelighed – har også en ganske slående følge, nemlig at »dum« og »dumhed«, fordi de betegner den generelle uformåen, lejlighedsvis kan træde i stedet for ethvert ord, der skulle betegne en særlig uformåen. Det er en af grundene til, at den gensidige beskyldning for dumhed i dag er så uhyrligt udbredt. (I en anden sammenhæng også årsagen til, at begrebet er så svært at afgrænse, som vore eksempler har vist.) Man kan se på de bemærkninger, der findes i marginen af mere krævende romaner, som længe har cirkuleret i næsten anonym biblioteksudlån; her, hvor læseren er alene med digteren, udtrykker hans dom sig helst med ordet »dumt!« eller dets ækvivalenter, såsom »åndssvagt!«, »vrøvl!«, »ubeskrivelig dumhed!« og lignende.
Og på samme måde er det de første ord i forargelsen, når mennesket ved teaterforestillinger eller billedudstillinger optræder som masse mod kunstneren og tager anstød.

Også ordet »kitsch« bør nævnes her; som første dom blandt kunstnerne selv er det mere yndet end noget andet, uden at man dog, i det mindste mig bekendt, kan bestemme dets begreb og forklare dets anvendelighed, undtagen gennem udsagnsordet »verkitschen«, der i dialektal brug betyder omtrent »at sælge under prisen« eller »at sjakre bort«. »Kitsch« har altså betydningen af for billig vare eller udsalgsvare, og jeg tror, at denne betydning, naturligvis overført til det åndelige, kan lægges til grund, hver gang ordet ubevidst bruges rigtigt.
Da udsalgsvarer og skrammel hovedsagelig indgår i ordet efter den med dem forbundne betydning af uduelige, ubrugelige varer, og udueligheden og ubrugeligheden også danner grundlag for brugen af ordet dum, er det næppe en overdrivelse at hævde, at vi er tilbøjelige til at betegne alt, hvad der ikke passer os – især hvis vi derudover foregiver at agte det som højt eller skønåndet! – som »på en eller anden måde dumt«.

Og for bestemmelsen af dette »på en eller anden måde« er det betydningsfuldt, at brugen af dumhedsudtrykkene er inderligt gennemtrængt af en anden brug, som omfatter de lige så ufuldkomne udtryk for det gemene og moralsk modbydelige. Det fører blikket tilbage til noget, som allerede én gang er faldet det i øjnene: skæbnefællesskabet mellem begreberne »dum« og »uanstændig«. For ikke blot »kitsch«, det æstetiske udtryk af intellektuel oprindelse, men også de moralske ord »snavs!«, »modbydeligt!«, »afskyeligt!«, »sygeligt!«, »frækt!« er kerneagtige, uudviklede kunstkritikker og domme over livet.
Måske indeholder disse udtryk dog endnu en åndelig anstrengelse, en betydningsforskel, selv når de bruges uden forskel; da træder som det sidste det virkelig allerede halvt målløse udbrud »Sikken gemenhed!« i deres sted, erstatter alt andet og formår at dele verdensherredømmet med udbruddet »Sikken dumhed!«. For åbenbart er det sådan, at disse to ord lejlighedsvis kan træde i stedet for alle andre, fordi »dum« har antaget betydningen af generel uduelighed og »gemen« betydningen af generel krænkelse af sædeligheden; og lytter man til, hvad mennesker i dag siger om hinanden, synes menneskehedens selvportræt, som det uden opsyn opstår af gensidige gruppebilleder, udelukkende at være blandet af variationer over disse to misfarvede ord!

Måske er det værd at tænke over. Uden tvivl udgør de begge det laveste trin af en dom, der ikke når at blive udviklet, en endnu fuldstændig uleddet kritik, som nok føler, at noget er forkert, men ikke formår at angive hvad. Brugen af disse ord er det simpleste og dårligste afværgende udtryk, der kan findes; den er begyndelsen på et svar og allerede også dets slutning. Den har noget af en »kortslutning« over sig og bliver lettere at forstå, når man tager i betragtning, at Dum og Gemen, hvad de end måtte betyde, også bruges som skældsord.

For skældsords betydning ligger som bekendt ikke så meget i deres indhold som i deres brug; og mange af os holder måske af æsler, men vil blive fornærmede, hvis man kalder os et. Skældsordet repræsenterer ikke det, det forestiller, men en blanding af forestillinger, følelser og hensigter, som det ikke på mindste måde formår at udtrykke, men kun at signalere. I parentes bemærket har det dette tilfælles med modeord og fremmedord, hvorfor sådanne synes uundværlige, selv om de fuldstændig kunne erstattes. Af denne grund er der også noget ufatteligt ophidsende ved skældsord, som nok stemmer overens med deres hensigt, men ikke med deres indhold; og tydeligst viser det sig måske ved ungdommens drille- og spotteord: Et barn kan sige »Busch!« eller »Moritz!« og dermed på grund af hemmelige forbindelser bringe et andet i raseri.

Hvad der således kan siges om skælds-, drille-, mode- og fremmedord, kan også siges om vittige ord, slagord og kærlighedsord; og det fælles for alle disse ellers så uligeartede ord er, at de står i en affekts tjeneste, og at netop deres unøjagtighed og usaglighed gør dem i stand til i brugen at fortrænge hele områder af bedre træffende, sagligere og rigtigere ord. Der findes åbenbart undertiden et behov for dette i livet, og dets værdi skal ikke fratages det; men det, der sker i sådanne tilfælde, er uden tvivl dumt og går så at sige ad de samme veje som dumheden. Denne sammenhæng kan tydeligst studeres ved et hoved- og statseksempel på hovedløshed: panikken.

Når noget påvirker et menneske, som er for stærkt for det, det være sig en pludselig forskrækkelse eller et vedvarende psykisk pres, sker det, at dette menneske pludselig gør »noget hovedløst«. Det kan begynde at brøle, i grunden ikke anderledes end et barn, kan løbe »i blinde« bort fra en fare eller lige så blindt styrte sig ind i den; en sprængfærdig tilbøjelighed til at ødelægge, skælde ud eller jamre kan gribe det. Alt i alt vil det i stedet for en formålstjenlig handling, som situationen kræver, frembringe en mængde andre, der tilsyneladende altid, men alt for ofte også virkelig er formålsløse, ja strider mod formålet. Man kender bedst denne art modspil gennem den »paniske skræk«; men hvis ordet ikke forstås for snævert, kan man også tale om panikker af vrede, begær og endog ømhed, ligesom overalt dér, hvor en ophidset tilstand ikke kan få nok på en lige så levende som blind og meningsløs måde.

At der findes en tapperhedens panik, som kun adskiller sig fra frygtens ved den omvendte virkningsretning, er allerede for længe siden blevet bemærket af en mand, der var lige så åndrig som tapper.
Psykologisk betragtes det, der foregår ved panikkens indtræden, som en afbrydelse af intelligensen og i det hele taget af den højere åndelige organisation, i hvis sted et ældre psykisk maskineri kommer til syne; men man må vel tilføje, at der med forstandens lammelse og afsnøring i sådanne tilfælde ikke så meget sker en nedsynkning til instinktiv handling som en bevægelse, der går gennem dette område og videre til den yderste nøds instinkt og en sidste nødform for handling. Denne handlemåde har den fuldstændige forvirrings form, den er planløs og synes forladt af fornuften såvel som af ethvert reddende instinkt; men dens ubevidste plan er at erstatte handlingernes kvalitet med deres antal, og dens ikke ringe list beror på sandsynligheden for, at der blandt hundrede blinde forsøg, som er nitter, også findes en træffer. Et menneske, der har tabt hovedet, et insekt, der støder mod den lukkede halvdel af vinduet, indtil det tilfældigt »styrter« ud i det fri gennem den åbne, gør i forvirringen intet andet end det, krigsteknikken gør med beregnende omtanke, når den »dækker« et mål med en byge af ild eller spredningsild, ja allerede når den anvender en kardæsk eller granat.
Med andre ord betyder det at lade en målrettet handling repræsentere af en omfangsrig; og intet er så menneskeligt som at erstatte ordenes eller handlingernes beskaffenhed med deres mængde.

Nu er der ved brugen af utydelige ord noget, der meget ligner brugen af mange ord, for jo mere utydeligt et ord er, desto større er omfanget af det, som det kan henføres til; og det samme gælder usagligheden.

Er disse dumme, er dumheden gennem dem beslægtet med panikkens tilstand, og også den overdrevne brug af denne bebrejdelse og dens lige vil ikke stå alt for fjernt fra et psykisk redningsforsøg med arkaisk-primitive – og, som man vel med rette kan sige, sygelige – metoder. Og virkelig kan man ved den rette brug af bebrejdelsen, at noget sandelig er en dumhed eller en gemenhed, ikke blot erkende en afbrydelse af intelligensen, men også den blinde tilbøjelighed til meningsløs ødelæggelse eller flugt. Disse ord er ikke blot skældsord, men repræsenterer et helt anfald af skældud. Hvor noget kun endnu kan udtrykkes gennem dem, er håndgribeligheden nær. For at vende tilbage til tidligere nævnte eksempler angribes billeder i sådanne tilfælde med paraplyer (endda i stedet for den, der har malet dem), bøger kastes til jorden, som om de derved kunne afgiftes. Men også det afmægtiggørende pres er til stede, som går forud og som man skal befries fra: Man »kvæles næsten« af sin vrede; »intet ord slår til« bortset fra netop de mest almene og betydningsfattige; man »mister mælet«, man må »have luft«. Det er den grad af målløshed, ja tankeløshed, som går forud for sprængningen! Den betyder en alvorlig tilstand af utilstrækkelighed, og til sidst indledes udbruddet da sædvanligvis med de dybt gennemskuelige ord, at »noget endelig er blevet for dumt« for en. Men dette noget er en selv. I tider, hvor stor, håndfast handlekraft værdsættes højt, er det nødvendigt også at huske på det, der undertiden ligner den til forveksling.

*

Mine damer og herrer! I dag tales der ofte om en tillidskrise for humaniteten, en krise i den tillid, som hidtil endnu er blevet næret til det menneskelige; den kunne også kaldes en panik, der er i færd med at træde i stedet for sikkerheden på, at vi er i stand til at styre vore anliggender i frihed og med fornuft. Og vi må ikke bedrage os selv med hensyn til, at disse to moralske og også moralsk-kunstneriske begreber, frihed og fornuft, der er kommet til os som tegn på menneskeværdigheden fra det tyske verdensborgerskabs klassiske tidsalder, allerede siden midten af det nittende århundrede eller lidt senere ikke længere har været helt ved helbred. De er efterhånden kommet »ud af kurs«, man har ikke længere vidst, hvad man skulle »stille op« med dem, og at man lod dem skrumpe ind, har mindre været deres modstanderes succes end deres venners.

Vi må altså heller ikke bedrage os selv med hensyn til, at vi eller dem efter os næppe vil vende tilbage til disse uændrede forestillinger; vores opgave og meningen med de prøvelser, der er pålagt ånden, vil snarere være – og dette er enhver tidsalders så sjældent forståede, smertefuldt-håbefulde opgave – at gennemføre den altid nødvendige, ja højst ønskelige overgang til det nye med så få tab som muligt! Og desto mere, som man har forsømt overgangen til bevarende-forandrede ideer, der skulle have fundet sted til rette tid, har man ved en sådan handling brug for hjælpende forestillinger om det, der er sandt, fornuftigt, betydningsfuldt, klogt, og således i forvrænget spejling også om det, der er dumt. Men hvilket begreb eller delbegreb om dumheden lader sig danne, når begreberne om forstand og visdom vakler? Som et lille eksempel på, hvor meget anskuelserne ændrer sig med tiderne, vil jeg blot anføre, at i en tidligere meget kendt psykiatrisk lærebog blev spørgsmålet:
»Hvad er retfærdighed?«
og svaret derpå:
»at den anden bliver straffet!«
anført som et tilfælde af åndssvaghed, mens de i dag danner grundlaget for en meget drøftet retsopfattelse. Jeg frygter altså, at selv de mest beskedne redegørelser ikke vil kunne afsluttes uden i det mindste at pege på en kerne, der er uafhængig af tidens forandringer. Således opstår der endnu nogle spørgsmål og bemærkninger.

Jeg har ingen ret til at optræde som psykolog og vil heller ikke gøre det, men i det mindste at kaste et flygtigt blik på denne videnskab er vel det første, hvorfra man i vores tilfælde vil håbe på hjælp. Den ældre psykologi skelnede mellem sansning, vilje, følelse og forestillingsevne eller intelligens, og for den var det klart, at dumhed var en lav grad af intelligens. Den nutidige psykologi har imidlertid frataget den elementære skelnen mellem sjælsevnerne dens betydning, har erkendt de forskellige sjælelige ydelsers gensidige afhængighed og gennemtrængning og har – dermed gjort svaret på spørgsmålet om, hvad dumhed psykologisk betyder, langt mindre enkelt.

Der findes naturligvis også efter nutidens opfattelse en betinget selvstændighed i forstandsydelsen, men selv under de roligste forhold er opmærksomhed, opfattelse, hukommelse og andet, ja næsten alt, hvad der hører forstanden til, sandsynligvis også afhængigt af sindets egenskaber; og dertil kommer både i den bevægede og i den åndeliggjorte oplevelse en anden gennemtrængning af intelligens og affekt, som næsten er uløselig. Og denne vanskelighed ved at holde forstand og følelse adskilt i begrebet intelligens afspejler sig naturligvis også i begrebet dumhed; og når den medicinske psykologi for eksempel beskriver svagtbegavede menneskers tænkning med ord som fattig, unøjagtig, ude af stand til abstraktion, uklar, langsom, let afledelig, overfladisk, ensidig, stiv, omstændelig, overbevægelig, forvirret, kan man uden videre erkende, at disse egenskaber dels peger på forstanden, dels på følelsen.

Man kan altså vel sige: Dumhed og klogskab afhænger både af forstanden og af følelsen; og om det ene eller det andet mere, om for eksempel intelligensens svaghed ved åndssvaghed »står i forgrunden«, eller om det hos en eller anden anset moralsk rigorist er følelsens lammelse, må overlades til fagfolkene, mens vi lægfolk må hjælpe os på en noget friere måde.
I livet forstår man ved et dumt menneske som regel et, der er »lidt svagt i hovedet«. Derudover findes der imidlertid også de mest forskelligartede åndelige og sjælelige afvigelser, hvorved selv en uskadt medfødt intelligens kan hæmmes, krydses og vildledes så meget, at det som helhed ender i noget, som sproget igen kun har ordet dumhed til rådighed for. Dette ord omfatter altså to i grunden meget forskellige arter: en ærlig og enfoldig dumhed og en anden, der lidt paradoksalt endog er et tegn på intelligens. Den første beror snarere på en svag forstand, den sidste snarere på en forstand, der blot er for svag i forhold til et eller andet, og denne er langt den farligste.
Den ærlige dumhed er lidt tungnem og har, som man siger, »lang ledning«. Den er fattig på forestillinger og ord og klodset i anvendelsen af dem.
Den foretrækker det sædvanlige, fordi det ved hyppig gentagelse præger sig fast i den, og når den først har opfattet noget, er den ikke tilbøjelig til så hurtigt at lade det tage fra sig igen, lade det analysere eller selv pille ved det. Den har overhovedet ikke så lidt af livets røde kinder! Ganske vist er den ofte ubestemt i sin tænkning, og tankerne går let helt i stå over for nye erfaringer, men til gengæld holder den sig også helst til det sanseligt erfarelige, som den så at sige kan tælle på fingrene. Kort sagt er den den kære »lyse dumhed«, og hvis den ikke undertiden også var så godtroende, uklar og samtidig så uimodtagelig for belæring, at den kan drive en til fortvivlelse, ville den være et yderst yndigt fænomen.

Jeg kan ikke nænne at undlade at udsmykke dette fænomen med nogle eksempler, der også viser det fra andre sider, og som jeg har taget fra Bleulers lærebog i psykiatri: En åndssvag udtrykker det, vi ville affærdige med formlen »læge ved sygesengen«, med ordene:
»En mand, han holder den anden i hånden, han ligger i sengen, så står der en nonne.«
Det er udtryksmåden hos en malende primitiv!
En ikke helt klar tjenestepige betragter det som en dårlig vittighed, når man forlanger af hende, at hun skal overlade sin opsparing til kassen, hvor den vil bære renter: Så dum ville ingen være, at han ovenikøbet betalte hende noget for at opbevare hendes penge! svarer hun; og deri udtrykker sig en ridderlig holdning, et forhold til penge, som man endnu enkeltvis kunne iagttage hos fornemme gamle mennesker i min ungdom!
En tredje åndssvag får endelig som symptom skrevet sig til last, at han hævder, at et tomarksstykke er mindre værd end et enmarksstykke og to halve, for – således lyder hans begrundelse – man må veksle det, og så får man for lidt tilbage!
Jeg håber ikke at være den eneste åndssvage i denne sal, der hjerteligt tilslutter sig denne værditeori for mennesker, som ikke kan passe på, når de veksler!

Men for endnu en gang at vende tilbage til forholdet til kunsten: Den enfoldige dumhed er virkelig ofte en kunstnerinde. I stedet for at svare på et stimulusord med et andet ord, sådan som det engang var meget almindeligt i visse forsøg, svarer den straks med hele sætninger; og man kan sige, hvad man vil, disse sætninger har noget af poesi i sig! Jeg gentager nogle af sådanne svar, idet jeg først nævner stimulusordet:

»Tænde: Bageren tænder træet.
Vinter: Består af sne.
Far: Han har engang kastet mig ned ad trappen.
Bryllup: Er til underholdning.
Have: I haven er der altid godt vejr.
Religion: Når man går i kirke.
Hvem var Wilhelm Tell: Man har spillet ham i skoven; der var udklædte kvinder og børn med.
Hvem var Peter: Han galede tre gange.«

Naiviteten og den store kropslighed i sådanne svar, erstatningen af højere forestillinger med fortællingen af en enkel historie, den betydningsfulde fortælling om overflødige ting, om omstændigheder og tilbehør, og så igen den forkortende fortætning som i eksemplet med Peter, det er urgamle praksisser i digtningen; og selv om jeg tror, at et overskud deraf, som det er meget på mode, bringer digteren nærmere idioten, kan det digteriske i denne dog heller ikke fornægtes, og det kaster lys over, at idioten i digtningen kan fremstilles med en ejendommelig glæde ved hans ånd.

Til denne ærlige dumhed står nu den fordringsfulde højere i en sandt alt for ofte skrigende modsætning. Den er ikke så meget en mangel på intelligens som snarere dennes svigt, fordi den tilraner sig ydelser, der ikke tilkommer den; og den kan have alle den svage forstands dårlige egenskaber, men har derudover også alle dem, som forårsages af et sind, der ikke er i ligevægt, er forvokset, ulige bevægeligt, kort sagt ethvert sind, der afviger fra sundheden.
Fordi der ikke findes »standardiserede« sind, kommer i denne afvigelse, rettere sagt, et utilstrækkeligt samspil til udtryk mellem følelsens ensidigheder og en forstand, der ikke rækker til at tøjle dem. Denne højere dumhed er den egentlige dannelsessygdom (men for at imødegå en misforståelse: Den betyder mangel på dannelse, fejldannelse, forkert tilvejebragt dannelse, misforhold mellem dannelsens stof og kraft), og at beskrive den er næsten en uendelig opgave. Den rækker ind i den højeste åndelighed; for hvis den ægte dumhed er en stille kunstnerinde, er den intelligente den, der medvirker til åndslivets bevægelighed, men især til dets ustadighed og resultatløshed. Allerede for år tilbage skrev jeg om den: »Der findes ganske enkelt ingen betydningsfuld tanke, som dumheden ikke forstår at anvende; den er bevægelig til alle sider og kan iføre sig alle sandhedens klæder. Sandheden derimod har hver gang kun ét klæde og én vej og er altid dårligere stillet.«

Den her omtalte dumhed er ingen sindssygdom, og dog er den den mest livsfarlige, den for selve livet farlige sygdom i ånden.
Vi burde alle allerede opspore den i os selv og ikke først erkende den ved dens store historiske udbrud.

Men hvad skal man kende den på? Og hvilket umiskendeligt brændemærke skal man påtrykke den?! Psykiatrien bruger i dag som hovedkendetegn for de tilfælde, der angår den, manglende evne til at finde sig til rette i livet, svigten over for alle de opgaver, det stiller, eller også pludselig over for en enkelt, hvor man ikke ville vente det. Også i den eksperimentelle psykologi, der hovedsagelig beskæftiger sig med de raske, defineres dumheden på lignende måde. »Dum kalder vi en adfærd, som ikke fuldbyr en ydelse, hvortil alle betingelser bortset fra de personlige er givet«, skriver en kendt repræsentant for en af denne videnskabs nyeste skoler. Dette kendetegn på evnen til saglig adfærd, altså dueligheden, lader intet tilbage at ønske for klinikkens eller abeforsøgsstationens entydige »tilfælde«; men de frit omvandrende »tilfælde« gør nogle tilføjelser nødvendige, fordi den rigtige eller forkerte »fuldbyrdelse af ydelsen« ikke altid er så indlysende hos dem.

For det første ligger hele den højere tvetydighed ved klogskab og dumhed allerede i evnen til altid at opføre sig, som et livsdueligt menneske gør under givne omstændigheder; for den »sagssvarende«, »sagkyndige« adfærd kan bruge sagen til personlig fordel eller tjene den, og den, der gør det ene, plejer at anse den, der gør det andet, for dum. (Men medicinsk dum er egentlig kun den, der hverken kan det ene eller det andet.)
Og for det andet kan det heller ikke nægtes, at en usaglig, ja endog uhensigtsmæssig adfærd ofte kan være nødvendig; for objektivitet og upersonlighed, subjektivitet og usaglighed er beslægtede med hinanden, og lige så latterlig som den ubekymrede subjektivitet er, lige så umulig for livet, ja for tænkningen, er naturligvis en fuldstændig objektiv adfærd. At bringe de to i balance er endda en af vores kulturs hovedvanskeligheder.

Og endelig kunne det også indvendes, at ingen lejlighedsvis opfører sig så klogt, som det ville være nødvendigt, at enhver af os altså, om ikke altid, så dog fra tid til anden er dum. Derfor må der også skelnes mellem svigt og manglende evne, mellem lejlighedsvis eller funktionel og vedvarende eller konstitutionel dumhed, mellem fejltagelse og uforstand. Det hører til det vigtigste, fordi livets betingelser i dag er så uoverskuelige, så vanskelige, så forvirrede, at der af de enkeltes lejlighedsvise dumheder let kan opstå en konstitutionel dumhed hos helheden.

I sidste ende fører iagttagelsen således også ud over de personlige egenskabers område til forestillingen om et samfund behæftet med åndelige fejl. Man kan ganske vist ikke overføre det, der psykologisk-reelt foregår i individet, til samfund, altså heller ikke sindssygdomme og dumhed; men i dag kunne man vel i mange tilfælde tale om en »social efterligning af åndelige defekter«. Eksemplerne derpå er temmelig påtrængende.

*

Med disse tilføjelser er den psykologiske forklarings område naturligvis atter blevet overskredet. Den lærer os selv, at en klog tænkning har bestemte egenskaber som klarhed, nøjagtighed, rigdom, bevægelighed trods fasthed og mange andre, der kunne opregnes; og at disse egenskaber dels er medfødte, dels ved siden af de kundskaber, man tilegner sig, også erhverves som en art tænkeevne; en god forstand og et kløgtigt hoved betyder jo stort set det samme. Her er intet at overvinde andet end træghed og anlæg, det kan også trænes, og det komiske ord »tankesport« udtrykker ikke engang så dårligt, hvad det kommer an på.

Den »intelligente« dumhed har derimod ikke så meget forstanden som ånden til modpart, og hvis man ikke blot vil forestille sig en lille bunke følelser derved, også sindet. Fordi tanker og følelser bevæger sig sammen, men også fordi det samme menneske udtrykker sig i dem, kan begreber som snæverhed, vidde, bevægelighed, enkelhed og troskab anvendes på såvel tænkning som følelse; og selv om den sammenhæng, der opstår deraf, endnu ikke er helt klar, er det dog nok til at kunne sige, at der også hører forstand til sindet, og at vores følelser ikke står uden forbindelse med klogskab og dumhed.

Mod denne dumhed må man virke gennem forbillede og kritik.
Den hermed fremlagte opfattelse afviger fra den gængse mening, som på ingen måde er forkert, men yderst ensidig, og ifølge hvilken et dybt, ægte sind ikke behøvede forstanden, ja kun ville blive forurenet af den.

Sandheden er, at visse værdifulde egenskaber hos enfoldige mennesker, såsom troskab, bestandighed, følelsens renhed og lignende, træder ublandet frem, men egentlig kun gør det, fordi konkurrencen fra de andre er svag; og et grænsetilfælde deraf har vi tidligere set i billedet af det venligt indvilligende åndssvage. Intet ligger mig fjernere end med disse redegørelser at ville nedværdige det gode, retskafne sind – dets fravær har endda en passende andel i den højere dumhed! – men endnu vigtigere er det i dag at sætte begrebet om det betydningsfulde foran det, hvilket jeg ganske vist kun nævner på helt utopisk vis.

Det betydningsfulde forener den sandhed, vi kan iagttage i det, med de egenskaber ved følelsen, som har vores tillid, til noget nyt, til en indsigt, men også til en beslutning, til en forfrisket vedholdenhed, til et eller andet, der har åndeligt og sjæleligt indhold og »pålægger« os eller andre en adfærd; således kunne man sige det. Og hvad der er vigtigst i forbindelse med dumheden: Det betydningsfulde er tilgængeligt for kritik såvel på forstandens som på følelsens side. Det betydningsfulde er også den fælles modsætning til dumhed og råhed, og det almene misforhold, hvori affekterne i dag knuser fornuften i stedet for at give den vinger, smelter sammen i begrebet betydning. Nok om det, ja måske allerede mere, end man kan forsvare! For skulle der endnu føjes noget til, kunne det kun være dette ene, at der med alt det sagte endnu på ingen måde er givet et sikkert kendetegn til at erkende og skelne det betydningsfulde, og at det vel heller ikke let ville være muligt at give et helt tilstrækkeligt.

Men netop dette fører os til det sidste og vigtigste middel mod dumheden: beskedenheden.

Lejlighedsvis er vi alle dumme; vi må lejlighedsvis også handle blindt eller halvblindt, ellers ville verden stå stille; og ville en af dumhedens farer udlede reglen: »Afhold dig fra enhver dom og beslutning om det, du ikke forstår nok af!«, ville vi stivne! Men denne situation, som der i dag gøres temmelig megen stads af, ligner en, der på forstandens område længe har været os fortrolig. For fordi vores viden og kunnen er ufuldkommen, må vi i alle videnskaber i grunden dømme forhastet; men vi bestræber os og har lært at holde denne fejl inden for kendte grænser og ved lejlighed forbedre den, hvorved der trods alt igen kommer rigtighed i vores handling.

Intet taler egentlig imod også at overføre denne nøjagtige og stolt-ydmyge dømmekraft og handling til andre områder; og jeg tror, at forsættet: »Handl så godt, du kan, og så dårligt, du må, og forbliv dig samtidig bevidst om fejlgrænserne for din handling!« allerede ville være halvvejen til en lovende udformning af livet.

Men med disse antydninger har jeg allerede et stykke tid været ved slutningen af mine redegørelser, som, sådan som jeg til beskyttelse har foregrebet, kun skulle betegne et forstudie. Og jeg erklærer mig, med foden på grænsen, ude af stand til at gå videre; for blot ét skridt ud over det punkt, hvor vi standser, og vi ville komme fra dumhedens område, der selv teoretisk endnu er afvekslende, ind i visdommens rige, et øde og almindeligvis undgået område.

Foredrag på indbydelse af den østrigske Werkbund, holdt i Wien den 11. marts og gentaget den 17. marts 1937.