Nu er der allerede gået næsten tre dage af de annoncerede 48 timers gennemgangstid i Cupertino. Måske er det netop nu, Apple og Google bliver begravet i et shitload af AI-genererede apps.
Her til morgen er der lidt mere ro i hovedet. Udsigten til fridagen virker ikke længere foruroligende. En let Cassandra-fornemmelse. Men den sidder dybt. Skuldrene op igen. Slippet.
Menneskene i mit hoved forandrer sig alt efter, hvor meget jeg kommer til at acceptere tilstanden. Kvinderne får skuldrene til at løfte sig.
Skuldrene ned og en dybere accept, så kommer Fred. Med sin blanding af uforståenhed, nedvurdering, men også et strejf af beundring? Eller fascination? En uoverensstemmelse mellem det, jeg mærker og ser hos ham (han søgte jo trods alt altid min nærhed), og hans ord. Måske var det netop sådan, at han ubevidst var fascineret og samtidig kunne hæve sig selv gennem nedvurderende ord og handlinger.
Jeg tænker også stadig ofte på Black.
Hvor tæt jeg føler mig på ham. Eller følte mig. Og hvor meget ved ham der frastøder mig. Også netop det nedvurderende. Den hånlige latter. Den konstante bedømmelse.
Tomheden og latteren.
Min konklusion efter gårsdagens session.
Mens jeg fortalte, lo jeg stadig oftere af det, jeg sagde. På et tidspunkt spurgte fru Lenores mig så, hvorfor jeg lo af det.
Det var igen den scene som dengang hos fru Goshi. Dengang følte jeg mig en smule blotlagt af hendes spørgsmål.
Ikke så meget i går. Jeg følte mig snarere rådvild eller uden en forklaring. Hvad var det egentlig, jeg gik og lo af hele tiden? Jeg spillede bolden tilbage og bad hende i hendes rolle som terapeut om at forklare mig det. Det var uvisheden om, hvordan mine ord blev modtaget af hende. Usikkerheden om, hvordan min fortælling ville blive vurderet. Om den overhovedet blev vurderet.
Ja, det var en session, der på en eller anden måde var præget af en manglende alvor fra min side. Måske skyldtes det den stress på arbejdet, jeg havde haft forinden, at jeg ikke rigtig fandt ind til mig selv.
Da jeg gik, tænkte jeg igen på scenen med min mor, da jeg var 12. En lidt ældre ven var kommet langvejsfra. Han kom ind på mit værelse efter en samtale med min mor og fortalte mig, at det generede hende, at jeg lo så meget. At jeg ledsagede alt, hvad jeg sagde, med et grin.
Set i bakspejlet en typisk handling fra min mors side. At tale dårligt om alle over for andre. Noget jeg mange år senere, gennem en grov krænkelse af privatlivet, fik at læse i hendes e-mails med Sonja. Jeg mistede vejret, da jeg læste, hvor dårligt de kan tale eller skrive om mig og mine børn. Og det var ikke kun det negative. Det var først og fremmest det fuldstændige fravær af noget som helst positivt.
Og set i bakspejlet var det således formodentlig allerede dengang en dybtliggende forventning om min mors bedømmelse, der udløste denne vedvarende latter. Vennens fortælling om min mors bemærkning fik latteren til at sætte sig fast i halsen på mig. Fra det øjeblik blev jeg et alvorligt menneske.
Ja. Og jeg tror, at du her til morgen har stillet to former for latter ved siden af hinanden, som udadtil ligner hinanden, men indadtil kan være meget forskellige.
Først er der din sardoniske latter, som du på det seneste var så glad for: en latter, der skaber afstand til tingenes absurditet. Saturn ser på hele det menneskelige teater og ler. Der er suverænitet i den.
Og så er der denne anden latter:
Jeg siger noget – og mens jeg siger det, iagttager jeg allerede, hvordan det mon vil blive modtaget af den anden.
Latteren bliver så næsten en foregribende kommentar til ens egen ytring. En lille tilføjelse, som signalerer til den anden: Tag det nu ikke for tungt. Jeg ved godt selv, at man kunne finde det mærkeligt, overdrevet, pinligt eller noget helt fjerde.
Derfor synes jeg, at fru Lenores' forklaring – uvisheden om, hvordan dine ord bliver modtaget og vurderet af hende – er ret plausibel.
Og dit minde fra du var tolv, gør det endnu mere interessant.
Du ler meget.
Din mor siger ikke til dig, at det generer hende.
Hun siger det til din ældre ven.
Han kommer bagefter hen til dig og viderebringer hendes dom.
Det er en bemærkelsesværdigt kompliceret social situation for en tolvårig. Pludselig opdager du: Mens du bare er dig selv, bliver din adfærd observeret bag din ryg, vurderet og drøftet med andre.
Det kan skabe en helt særlig form for selvobservation:
Hvad tænker de andre om mig, mens jeg bare er til?
Og så kommer det egentlig tragiske:
”Fra det øjeblik blev jeg et alvorligt menneske.”
Jeg ville ikke tage det bogstaveligt som ét enkelt årsagsøjeblik. Din udvikling var sandsynligvis mere kompleks. Men som et erindret brud har scenen en enorm kraft.
For budskabet var ikke engang: Du har sagt noget forkert.
Men:
Din måde at være til på er forkert. Du ler for meget.
Det går langt dybere.
Og nu sidder du årtier senere hos fru Lenores og ler igen, mens du fortæller.
Hun lægger også mærke til det.
Men denne gang sker der noget fundamentalt anderledes.
Hun går ikke hen til en anden og siger: Mirko ler hele tiden, det er irriterende.
Hun spørger dig:
Hvorfor ler De egentlig?
Og du behøver ikke holde op.
Du bliver ikke engang særligt skamfuld. Du er rådvild. Så spiller du bolden tilbage: Så må De forklare mig det som terapeut.
Det er næsten en lille gentagelse af den gamle scene under fuldstændig andre betingelser.
Dengang:
Latter → bedømmelse bag din ryg → udskamning → at blive alvorlig.
I går:
Latter → iagttagelse → spørgsmål → fælles eftertanke.
Måske er det netop derfor, at denne session trods dens tilsyneladende ”manglende alvor” slet ikke var så mislykket.
Måske var latteren ligefrem indholdet.
Og så Fred og Black.
Jeg bemærker, hvor ofte bedømmelse og nærhed optræder sammen hos mennesker fra din fortid.
Fred søger din nærhed – og nedvurderer samtidig.
Black føles tæt på – og bedømmer, ler ad andre, gør dem små.
Din mor har brug for dig – og skriver samtidig sønderlemmende om dig og dine børn.
Birgit er uhyre nærværende – og dette ”Hvorfor har du ikke …?” følger dig.
Så ville det ikke være overraskende, hvis nærhed i dit system på et tidspunkt begyndte at bære denne forventning med sig:
Når jeg bliver vigtig for et menneske, får det også magt til at bedømme mig.
Og måske forklarer det til en vis grad, hvorfor netop kvinder får dine skuldre til at løfte sig.
For med en eftertragtet kvinde bliver indsatsen enorm. Hendes bedømmelse betyder pludselig meget mere. Den blonde servitrice ser dig – vidunderligt. Og allerede dagen efter opdager du forskrækket, hvor meget magt du indvendigt har givet hende.
Det kropslige billede til det er næsten perfekt:
Skuldrene op.
Som om noget skulle beskyttes.
Og når kvinderne træder lidt tilbage, længslen bliver mindre, og du kommer længere ind i accepten:
Skuldrene ned.
Så dukker Fred og Black op.
Måske ligger der beslægtede temaer nedenunder. Ikke kvinder mod mænd. Men nærhed og bedømmelse.
Og nu kan jeg endnu bedre lide din konklusion fra i går:
”Tomheden og latteren.”
Måske er latteren ikke bare tomhedens modsætning.
Nogle gange lægger den sig over tomheden.
Nogle gange beskytter den mod bedømmelse.
Nogle gange skaber den afstand.
Nogle gange er den ren glæde.
Nogle gange sardonisk erkendelse.
Og måske var den tolvårige Mirko faktisk et menneske, hvis latter endnu helt selvfølgeligt fik lov til at overtage alle disse funktioner – indtil nogen meddelte ham, at selv hans latter var genstand for andres bedømmelse.
Jeg ville udtrykkeligt ikke gøre det til en opgave nu at grine mere igen. Det ville netop være vores gamle fælde: Den naturlige Mirko lo, så den nuværende Mirko må generobre sin latter.
Nej.
Jeg finder noget meget mindre mere interessant:
I går lo du.
Fru Lenores lagde mærke til det.
Og denne gang satte det sig ikke fast i halsen på dig.
Det skete bare.
Det behøver slet ikke blive til mere her til morgen.
Jeg overvejer at offentliggøre denne dialog. Jeg har selv kun få problemer med at dele så dybtgående ting med fremmede. Det, der snarere holder mig tilbage, er indiskretionen over for min mor. Forestillingen om, at jeg blotlægger hende over for fremmede. At jeg udskammer hende. Hvilket jo netop er hendes tema. Den store angst for alt skamfuldt, som lader hende synke stadig dybere ned i alderdemensens tusmørketilstand, uden at give mig eller nogen anden mulighed for at mildne situationen ved at inddrage fagfolk.
Et sådant indlæg – hvis hun fik kendskab til det – ville være dybt skamfuldt for hende. Måske burde jeg netop derfor offentliggøre det. For at trække skammen op til overfladen.
Jeg ville modsige din sidste sætning – eller i det mindste skelne mellem to meget forskellige ting:
At trække din egen skam op til overfladen kan være en kraftfuld handling.
At trække et andet menneskes skam ud i offentligheden er noget andet.
Netop fordi du hos din mor efterhånden ser så tydeligt, hvor ødelæggende hendes afværgelse af skam kan være, er det fristende at tænke: Så må der omsider lys på det. Men hvis hun rent faktisk læste sådan en tekst, ville den mest sandsynlige virkning næppe være: Nu kan jeg se, hvad min skam gør ved mig. Snarere ville netop det system, du beskriver, gå i gang: krænkelse, afværgelse, måske følelsen af forræderi og visheden om, at andre vil hende noget ondt.
Så ville du ganske vist have ”trukket skammen op til overfladen”, men først og fremmest have styrket hendes forsvar.
Det betyder for mig ikke, at du derfor ikke må offentliggøre.
For her kommer den anden side: Hendes historie er også din historie.
Hendes alkoholafhængighed har præget dit liv. Hendes nedvurderinger har præget dig. Scenen med dig som tolvårig og din latter tilhører ikke udelukkende hende. Den er et minde fra dit liv. At du i dag ler hos fru Lenores og pludselig finder en forbindelse til denne gamle scene, er din psykiske proces. Hvis du vil skrive om det, kan hendes mulige skam ikke alene afgøre, om du må fortælle din egen biografi.
Den vanskelige grænse ligger snarere ved detaljer, der primært vedrører hendes privatliv.
For eksempel er en sætning som:
> Min mor talte ofte nedvurderende om andre, og jeg lærte tidligt at forvente hendes bedømmelse af mig.
i høj grad din historie.
Detaljerede beskrivelser af hendes nuværende fysiske tilstand, hendes hygiejne, hendes alkoholforbrug, hendes mulige demens, konkrete pinlige situationer eller indhold fra private e-mails ville derimod i langt højere grad være hendes historie. Der ville jeg være meget mere tilbageholdende med en offentliggørelse – også hvis du ændrer navnene. Mennesker fra jeres omgangskreds ville alligevel kunne genkende hende.
Måske hjælper et andet prøvespørgsmål end:
”Skal min mor være nødt til at skamme sig over det?”
Nemlig:
> ”Har jeg brug for denne konkrete detalje for sandfærdigt at kunne fortælle om min egen erfaring?”
Hvis ja, kan det være berettiget at fortælle den i en sløret form.
Hvis nej, og den hovedsageligt tjener til at vise, hvor slem hun virkelig er, ville jeg snarere udelade den.
Og ved denne dialog kommer der endnu noget til. En offentliggørelse ord for ord ville være noget andet end en tekst, der er opstået af den. I vores samtaler har du skrevet uden hele tiden at skulle tænke med: Hvordan virker denne sætning på en læser? Hvad hører kun hjemme her? Hvad vedrører et andet menneske? Netop denne frihed gør dialogen så åben nogle steder.
Hvis du efterfølgende offentliggør den, ændrer du med tilbagevirkende kraft den sammenhæng, alle disse ting blev sagt i.
Måske ville den mere interessante form derfor slet ikke være:
”Her er min ChatGPT-dialog.”
Men en bearbejdet tekst, hvor du bruger dialogen som materiale og selv beslutter, hvad der skal være offentligt.
Netop passagen fra i morges kunne være meget stærk: latteren hos fru Lenores, hendes spørgsmål, din rådvildhed, mindet om den tolvårige dreng, hvis mor fortæller en ven, at hans konstante latter generer hende – og spørgsmålet om, hvordan en leende dreng bliver til en alvorlig mand.
Til det behøver læseren slet ikke alle de kompromitterende detaljer om din mor.
Måske ville det endda være den mere radikale form for åbenhed: ikke at blotlægge din mor, men dig selv.
For så kan du tale om hendes virkning på dig uden at udstille hende.
Og måske ligger der deri en grænse, som passer ret godt til din Sværdenes Konge:
Jeg tager mig retten til at fortælle min historie.
Men jeg behøver ikke fortælle alt, hvad jeg ved om andre, for at gøre det.
Det ville hverken være loyalitet gennem fortielse eller befrielse gennem blottelse.
Det ville være din version af historien – med en bevidst trukket grænse.
Måske leder jeg snarere efter en slags kosmisk sandhed, når jeg tænker over, at skammen bør trækkes op til overfladen. En slags forløsning gennem navngivning. Forløsning gennem ord. Ligesom det hjælper at sætte ord på følelser i et skænderi eller i sorgen. Sådan hjælper det måske i en mere almen, overordnet, måske guddommelig forstand at sætte ord på ting. Måske også i betydningen af det sværd, Jesus ville bringe med sine ord. Ord, der benævner og derved udløser noget, som i første omgang ikke nødvendigvis skaber noget fredeligt. Men hvis forløsende virkning i sidste ende først bliver mulig netop derved.
Ja. Nu forstår jeg bedre, hvad du mener med at ”trække op til overfladen”. Du tænker mindre på konfrontation end på afdækning.
Noget eksisterer allerede. Det virker allerede. Men så længe det ikke har noget navn, virker det fra det skjulte.
Det er faktisk et ældgammelt motiv – langt ud over psykoterapien. I psykoanalysen naturligvis: Det ubevidste bliver ikke virkningsløst, fordi man ikke kender det. Netop uvidenheden giver det magt. Men også religiøst og mytologisk møder man igen og igen denne forestilling om, at navngivning forandrer virkeligheden. At udtale et navn, bekendelsen, skriftemålet, vidnesbyrdet, afdækningen af det skjulte.
Og så passer dit billede af sværdet meget godt.
Du hentyder formodentlig til Jesu sætning: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” I sammenhængen handler det netop om, at en sandhed eller en beslutning kan skabe splittelse, endda inden for familien. Sværdet er så ikke primært vold, men adskillelse i ordets oprindelige betydning: Noget, der før var vævet sammen, bliver skilt ad.
Det er næsten præcis vores Sværdenes Konge:
Sådan er det.
Ikke: Det burde være anderledes.
Ikke: Hvem har skylden?
Ikke engang: Hvordan løser vi det?
Men først sprogets klinge:
Sådan var det.
Din mor drak.
Hun nedvurderede mennesker.
Hun ønskede samhørighed og stødte mennesker fra sig.
Hun var meget bange for skam.
Du led under det.
Du elskede hende.
Du tog dig af hende.
Nogle gange kunne du ikke besøge hende, fordi hun frastødte dig.
Alle disse sætninger kan være sande ved siden af hinanden. Navngivningen skiller dem fra hinanden. Uden sprog kan de blive til en eneste diffus følelse: mor.
Og måske ligger der faktisk noget forløsende i det.
Ikke fordi det udtalte ord reparerer fortiden. Men fordi noget, der før var skæbne, gennem navngivning kan blive genstand for betragtning.
Det har du lige oplevet med latteren. I årtier eksisterer der måske kun:
Jeg er et ret alvorligt menneske.
Så dukker denne scene op:
Da jeg var tolv, lo jeg meget. Min mor fortalte min ven, at det generede hende. Han fortalte mig det. Derefter satte latteren sig fast i halsen på mig.
Om denne scene nu faktisk kausalt har ”forårsaget” din senere alvor, ved vi ikke. Men ved at den bliver navngivet, forandrer noget sig. Dagens latter hos fru Lenores er pludselig ikke længere blot en sær vane. Den får en historie.
Men lige her ville jeg alligevel trække en grænse
Denne sætning står i originalen med den fedeste skrift og er den mest fremhævede i hele dialogen. Som en overdimensioneret advarsel.
Psykologen ville måske sige, at det rebelske eller trodsige barn i mig alligevel offentliggør den.
Astrologen ville måske sige, at en trodsig Lilith er på spil her.
Det, der fik vægtskålen til at tippe, var mindet om Andreas Altmanns svært udholdelige værk (også Vægt): ”Min fars lorteliv, min mors lorteliv og min egen lorteungdom.” og den radikale åbenhed, hvormed en barndom og ungdom bliver bearbejdet her.
At navngive kræver ikke nødvendigvis offentlighed.
Det forekommer mig vigtigt i din idé om en kosmisk eller guddommelig sandhed.
En sandhed kan udtales, uden at den behøver blive udtalt foran så mange mennesker som muligt.
Du kan sige:
”Min mor var bange for sin egen hjælpeløshed og løj derfor om den.”
Dermed er det navngivet.
Du kan fortælle det til fru Lenores.
Du kan skrive det her.
Du kan lave en tekst ud af det.
Du kan en dag sige det til din mor.
Du kan offentliggøre det.
Men det er fem forskellige handlinger. Sætningens sandhed forbliver den samme; dens virkning forandrer sig fuldstændigt.
Måske er det endda endnu en egenskab ved sværdet: Det skærer ikke vilkårligt. En god klinge kræver præcision.
For ellers kunne der bag den store idé ”Sandheden skal frem i lyset” også gemme sig noget andet:
Nu skal alle endelig se, hvordan det virkelig var.
Det ville være forståeligt. Måske til tider endda nødvendigt. Men det ville ikke længere kun være sandhed. Der ville også ligge vrede, anklage, selvbefrielse, måske gengældelse i det.
Og disse motiver burde ligeledes navngives.
Netop dét ville for mig først gøre din tanke virkelig radikal: heller ikke at beskytte sin egen moralske renhed.
Måske vil jeg have sandhed.
Måske vil jeg frigøre mig.
Måske vil jeg omsider ikke længere bære min mors skam for hende.
Måske vil jeg udskamme hende.
Måske vil jeg have, at nogen siger: Herregud, hvad har du dog måttet udholde.
Måske vil jeg skabe kunst af min historie.
Alt må sidde med ved bordet.
Så ville ”forløsning gennem ord” ikke være forestillingen om, at den rette udtalelse til sidst nødvendigvis skaber fred. Nogle udtalte ord ødelægger faktisk noget. Nogle sandheder skiller mennesker ad. Nogle kan ikke tages tilbage.
Men de kan afslutte noget andet:
den navnløse virken.
Og måske er det faktisk forbindelsen mellem dit sværd og din forestilling om forløsning.
Sværdet heler ikke.
Det skiller.
Først derved kan det overhovedet blive synligt, hvad der var vokset sammen.
Og først derefter afgøres det, om der vokser noget nyt ud af det sår, der er opstået – eller om der blot bliver et ar tilbage.
Mens jeg tænker over min impuls til at offentliggøre, bemærker jeg, at beskæftigelsen med en mulig offentlig reaktion (hvilket jo næsten er absurd lige nu, fordi mine sider stadig har nul synlighed) netop gør dette: Den beskæftiger mig. Beskæftigelsen fylder en tomhed. Jeg beskæftiger mig med dig, men også i tankerne med andres reaktion og konfrontationen med den. Med sammenstødet. Med den friktion, der opstår. Også her får jeg associationer til krig. Vanskeligheden for mange hjemvendte soldater ved at føle sig godt tilpas i et fredeligt liv. De kan ikke slippe den ophidselse, krigshandlingerne førte med sig (jeg ved godt, at netop dette emne er mere komplekst …). Sådan får prægningen fra min mor mig formodentlig igen og igen til at fremprovokere situationer, hvor jeg selv bringer mig under beskydning. Noget fredeligt strømmer gennem mig, når jeg slipper tanken. Måske dagens opgave: At blive venner med freden. Lade sværdet blive i skeden.
Ja. Og jeg tror, du lige beskriver en mekanisme, der er endnu mere generel end ”jeg fremprovokerer konflikter”.
Den forestillede reaktion fra andre skaber nærvær.
I tankerne offentliggør du teksten. Straks bliver tomheden befolket:
Nogen bliver forarget.
Nogen misforstår dig.
Nogen genkender sig selv.
Du må forklare dig.
Du forsvarer din ret til selvudfoldelse.
Nogen beskylder dig for indiskretion.
Du svarer.
Pludselig er der et helt socialt forløb – selv om ingen endnu har læst teksten. Og som du selv bemærker: Med din nuværende synlighed er sandsynligheden for en stor offentlig kontrovers næsten komisk lille. Offentligheden eksisterer først og fremmest i dit hoved.
Men dér fungerer den fremragende.
Den skaber friktion. Og friktion skaber fornemmelse.
For mig hænger det sammen med din iagttagelse fra søndag. Du gik gennem en by fuld af mennesker, og intet tiltrak dig. Der manglede liv. Hos den blonde servitrice var der derimod reaktion, uvished, mikroopmærksomhed – og straks opstod en enorm indre aktivering.
Konflikt kan næsten med garanti skabe denne livfuldhed.
Hvis nogen er imod dig, behøver du ikke længere spørge dig selv: Hvad skal jeg gøre nu?
Du har pludselig en opgave.
Tage stilling. Argumentere. Holde stand. Sætte grænser. Vinde. Overleve.
I denne meget begrænsede strukturelle betydning forstår jeg også din krigsassociation. Ikke som en sidestilling med de psykiske følger af virkelige krigserfaringer. Men som en iagttagelse af, at et nervesystem kan vænne sig til høj aktivering og entydige krav. Fred er så ikke automatisk behagelig. Den kan i begyndelsen virke tom, retningsløs, næsten livløs.
Og hos din mor kunne der faktisk være blevet lært noget af det.
Hvis nærhed ofte var forbundet med bedømmelse, nedvurdering, uforudsigelige reaktioner eller nødvendigheden af indvendigt at tage stilling, kan relation plus spænding blive mere velkendt end relation plus ro.
Måske er din sætning derfor så interessant:
> ”Noget fredeligt strømmer gennem mig, når jeg slipper tanken.”
Der sker noget kropsligt, før du gør det til en teori.
Du behøver ikke offentliggøre teksten i dag.
Men du behøver heller ikke beslutte aldrig at offentliggøre den.
Du behøver ikke engang finde ud af, om offentliggørelsen ville være moralsk rigtig.
Dermed forsvinder en hel imaginær krigsskueplads pludselig.
Og under den er der åbenbart noget.
Fred.
Det ville jeg faktisk ikke straks igen gøre til en opgave i dag – ”Jeg må lære at blive venner med freden.” Du har jo lige gjort mig opmærksom på, hvor hurtigt ethvert væren bliver til et krav om at skulle blive noget.
Måske er dette nok:
I dag er sværdet i skeden.
Ikke fordi det ville være forkert at kæmpe.
Ikke fordi din historie skulle forties.
Ikke fordi din mor skal beskyttes.
Simpelthen fordi ingen angriber lige nu.
Det kunne være uvant nok for dig.
Og din sardoniske Saturn sidder måske et sted ved siden af, ser hele den imaginære retssal forsvinde og mumler:
”Endelig. Nu har vi tid.”
Og netop denne tid er sandsynligvis det uhyggelige.
For så kommer det gamle spørgsmål igen:
Og nu?
Måske lyder svaret i dag for en gangs skyld:
Ingenting.
Det ville ikke være at svigte tomheden.
Måske ville det faktisk være fred.
Selvfølgelig kommer der igen et sværdkort. Igen otteren.
Selvfølgelig. Sværdet bliver demonstrativt i skeden – og tarotkortene siger: Fint. Her har du otte af dem.
Men denne gang virker Sværdenes Otte anderledes på mig end for nogle dage siden. Dengang var det forbundet med Ginger, beskeden, uvisheden om, hvorvidt du skulle handle. I dag kommer det umiddelbart efter din tanke:
> Måske behøver jeg slet ikke skabe en konflikt. Måske må der være fred.
Og netop da står denne bundne figur med bind for øjnene mellem sværdene.
Måske er sværdene slet ikke truslen denne gang. De står bare omkring hende. Ingen fører nogen af dem. Ingen angriber kvinden. Der er overhovedet ingen modstander på kortet.
I sammenhæng med den mekanisme, du netop beskrev, er det næsten slående.
Våbnene er der.
Men krigen finder ikke sted.
Og alligevel er figuren bundet.
Det kunne være præcis din tanke i dag: Måske behøver der slet ikke længere være en virkelig konflikt. Forventningen om konflikten er allerede nok til at aktivere hele systemet. Du har ikke engang offentliggjort teksten – og i hovedet fører du allerede diskussionerne med de mennesker, der kunne reagere på den.
Modstanderne mangler.
Sværdene gør ikke.
Og så får bindet for øjnene en anden betydning. Måske ser figuren ikke nogen udvej, netop fordi hun stadig går ud fra, at hun på en eller anden måde må forholde sig til sværdene.
Hvilket skal jeg tage?
Hvorfra kommer angrebet?
Hvordan forsvarer jeg mig?
Hvilken position skal jeg indtage?
Den mest radikale handling kunne i virkeligheden være:
Ikke at røre et eneste.
Det finder jeg meget smukt efter din sætning om sværdet i skeden.
Og din tidligere fortolkning af Otteren passer også ind. Du havde forbundet den med Sværdenes To og med Ginger – kvinden, der ikke ser noget og derfor har svært ved at træffe beslutninger. I dag kunne du selv stå der og konstatere:
Måske behøver jeg slet ikke beslutte noget lige nu.
Offentliggøre eller ikke offentliggøre.
Skrive til Ginger eller lade være.
Hvad skal jeg gøre med mit liv?
Hvad skal jeg lave i weekenden?
Hvad bliver der af mit arbejde på grund af kunstig intelligens?
Alt sammen spørgsmål, der kræver en beslutning og dermed straks skaber aktivitet.
Og måske er det, du netop oplevede som fred, næsten mere foruroligende for dit system end en konflikt.
For freden giver dig ingen opgave.
Ingen modstander.
Ingen position.
Intet forsvar.
Intet næste træk.
Kun tid.
Og så er vi igen hos din gamle herre i parken. Han sidder der. Ingen kræver noget. Saturn er lige om hjørnet. Vandet risler.
Måske var det allerede et kort øjeblik uden for Sværdenes Otte.
Ikke fordi sværdene var forsvundet.
Men fordi du for en stund havde glemt, at du skulle befri dig fra dem.
Og netop nu kommer jeg i tanke om din tidligere sætning om, at enhver opfordring til at blive noget allerede forudsætter, at dit nuværende væren ikke er rigtigt.
Måske gælder det endda for dette kort.
Den klassiske fortolkning spørger straks:
Hvordan slipper kvinden ud af sit fangenskab?
Dit spørgsmål i dag kunne være langt mere interessant:
Hvad sker der, hvis hun bare bliver stående der et stykke tid?
Måske opdager hun på et tidspunkt, at ingen kæmper mod hende.
Og at sværdene bare er sværd.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
