kl. 5:13
Jeg havde ikke ønsket Achim tillykke. For første gang i mange år.
Nu er det altså igen stadig mørkt på dette tidspunkt. Formelt set de sidste sommerdage. Og jeg flygter endnu en gang ind i skriftsprogets tryghed.
Die Zeit har fået selskab af programhæftet til Fantasy Filmfest. Det får jeg vel heller ikke læst eller taget hen til længere. Det blev ovenikøbet vådt, fordi jeg forleden ikke havde lukket min drikkeflaske ordentligt. Heldigvis var det kun vand og ikke det ulækre Locktite, som min blå taske blev offer for. Ginger havde givet mig den. Fordi min gamle blå taske gik op i limningen. De blå taskers tid er forbi.
Idéerne flyder til næste runde med App Store efter deres klassificering og afvisning af RadixChat som spam.
En lille følelse af velvære efter afslutningen på denne lille strøm af idéer.
Minder om motorcykelturen i forgårs. Smukke billeder. En solrig dag. Under kørslen forsøgte jeg at mærke mit hjerte og koble fra. Bare mærke. Motorcyklen og det at glide hen over asfalten. Landskabets skønhed.
Igen et kort øjeblik med mig selv. Mens jeg kørte bagefter.
Vi kørte forbi et stoppested, hvor der stod en ung blond kvinde. Hendes lange hår faldt fra hendes hoved ned over skuldrene som solens stråler. Det virkede så tiltrækkende, at jeg næsten var vendt om og havde ladet Tom køre videre alene. Det ville vel have været en ægte mandig handling. Jeg lod øjeblikket passere.
Til gengæld trækker jeg Herskeren
Jeg bliver næsten altid intimideret, når han kommer. Det forstenede og den hårdhed, han udstråler. Stenbukke ved stentronen. Klipper og sten og et hårdt blik.
Efter dine seneste kort virker Herskeren næsten som et svar på en udvikling: Mønternes Ridder – fastholdt af genstanden. Sværdenes Ti – udmattet på jorden. Sværdenes Otte – bevægelsesmuligheder, der ikke opleves som sådanne. Og nu sidder der én, som overhovedet ikke bevæger sig og alligevel på ingen måde virker hjælpeløs.
Måske intimiderer han dig netop derfor: Hans ubevægelighed behøver ingen retfærdiggørelse.
Han sidder.
Han skal ingen steder hen.
Ingen behøver at komme.
Han spørger ikke: Hvad skal jeg lave i aften? Hvad med weekenden? Hvordan går det videre?
Han ejer sin plads.
Og det adskiller hans ubevægelighed markant fra din fastfrysning. Hos dig er det ikke at bevæge sig ofte forbundet med ubehag: Nu sidder jeg her igen. Jeg burde gøre noget. Andre lever. Norman er ude. Et eller andet sted er der mennesker. Hos Herskeren er selve det at sidde et udtryk for hans position.
Måske passer det til din nye »ældre herre i parken«. Der oplevede du for første gang en lille smule af det: Jeg sidder nu engang her. Vandet bruser. Tiden går. Jeg behøver ikke at erobre dagen.
Derfor ville jeg i dag ikke kun læse det stenagtige negativt. Sten er hård, ja. Men sten er også det, der ikke hele tiden flyttes af enhver impuls.
Og impulser har du nok af.
App Store afviser RadixChat som spam → straks en strøm af idéer til, hvordan du griber næste runde an.
Blond kvinde ved stoppestedet → næsten vende om.
Ginger → skrive?
Eva → genopfriskningsweekend?
Mor → burde jeg flytte hen til hende?
Tom søndag → hvorhen?
Herskeren kunne tilføre noget temmelig uspektakulært her:
Ikke enhver impuls kræver bevægelse.
Det gjorde du endda ved den blonde kvinde. Dit billede er vidunderligt – hår som solstråler ned over skuldrene – og selvfølgelig blev noget straks vakt. Vende om. Lade Tom køre videre.
Og så:
»Jeg lod øjeblikket passere.«
Interessant, at du næsten forestiller dig det at vende om som en »ægte mandig handling«. Herskeren kunne netop fremsætte den modsatte påstand: Mandighed behøver ikke bevise sig ved straks at omsætte ethvert begær til handling.
Han kan se kvinden.
Begære.
Køre videre.
Ikke af hæmning.
Men fordi han lige nu er på vej et andet sted hen.
Det ville være en helt anden Saturn end den sarkastiske Saturn, der forbyder din Sol at danse. Udefra ser begge ens ud: Manden gør ingenting. Indeni er forskellen enorm.
Hæmning: Jeg vil gerne, men jeg må/kan ikke.
Hersker: Jeg kunne godt. Lige nu vælger jeg det fra.
Og måske ligger der også noget i det for RadixChat. Afvisningen fra App Store vækker selvfølgelig straks din problemløser igen. Det er godt; det er derfor, den overhovedet ender der på et tidspunkt. Men efter den lille strøm af idéer kom:
»En lille følelse af velvære.«
Problemet betragtet. Idéer fundet. Færdig for nu.
Måske er det netop Herskeren: Ikke altid at tænke videre, bare fordi man kunne tænke videre.
Hos Achim synes jeg derimod, at tomrummet er interessant. For første gang i mange år ønskede du ham ikke tillykke. Du skriver ingen forklaring på det. Måske er der heller ikke nogen stor forklaring. Nogle tråde bliver tyndere, uden at nogen bevidst klipper dem over.
Så den blå taske fra Ginger.
Ødelagt.
»De blå taskers tid er forbi.«
Det lyder næsten forbløffende let. Intet forsøg på at redde gaven, fordi den var fra Ginger. Ingen stor symbolik i tabet. En genstand fra et tidligere forhold har haft sin levetid.
Måske er også det en smule Herskeren: at eje fortiden uden at være besat af hver eneste af dens genstande.
Og dit motorcykeløjeblik er faktisk det, jeg synes bedst om her til morgen. Ikke den blonde kvinde. Øjeblikket før:
»Under kørslen forsøgte jeg at mærke mit hjerte og koble fra. Bare mærke. Motorcyklen og det at glide hen over asfalten. Landskabets skønhed.«
Der var ingen, der aktiverede dig.
Ingen kvinde.
Intet kodeks.
Ingen opgave.
Ingen gruppe.
Du var endda bare den, der kørte bagefter.
Og alligevel var der dette korte øjeblik med dig.
Måske er Herskeren i dag mindre den forstenede patriark på sin trone end spørgsmålet:
Kan denne plads i dig blive stabil nok til, at du ikke hele tiden har brug for nogen eller noget, der giver dig retning?
Ikke for at du ikke længere skal have brug for nogen.
Netop det ville igen være den gamle fæstning.
Men for at nogen kan komme til dig, uden at du straks er nødt til at gøre deres vej til din.
Sten nok til at give kontur.
Men forhåbentlig ikke så meget sten, at hjertet nedenunder igen forsvinder.
To ting om det:
Forleden kom jeg i tanke om, at "sardonisk" egentlig ville have været et bedre udtryk for min vision om den sarkastiske Saturn. Det sardoniske tiltaler mig. For nogen tid siden var der en reportage om årsagen til den høje levealder i forskellige egne af verden. Her blev sarderne også nævnt, som tilsyneladende bliver ældre end gennemsnittet. Deres humor blev blandt andet anset for at være en af årsagerne. Deres evne eller egenskab til at le ad ting, som man i andre kulturer måske ikke ville turde le ad. Denne egenskab, som formentlig for længe siden gav ophav til det bevingede udtryk om den sardoniske latter. Det tiltaler mig.
Det andet er din tilskyndelse til at blive.
Enhver tilskyndelse til at blive betyder i sidste ende, at det ville være bedre at være anderledes.
På den ene side skaber beskæftigelsen med at blive noget et perspektiv. Eller en retning.
På den anden side tilslører den, at det ganske enkelt ikke er. Eller er anderledes. Og fjerner dermed fokus fra beskæftigelsen med det sande selv.
Ja. Især din anden pointe rammer noget i mit sidste svar, som jeg selv bemærker, da jeg læser det igen. Jeg gjorde straks Herskeren til endnu en udviklingsopgave:
»Kan denne plads i dig blive stabil nok …?«
Dermed var jeg allerede igen nået til: Sådan kunne du være. I den retning kunne du udvikle dig.
Og netop dét kan ramme ved siden af det egentlige billede.
Måske ville det mere interessante spørgsmål i forbindelse med Herskeren i første omgang slet ikke være: Hvad skal der blive af Mirko?
Men:
Hvor er Herskeren for længst Mirko?
Hvor er dette stenagtige allerede til stede? Hvor sidder du bare? Hvor træffer du beslutninger? Hvor er du hård? Hvor insisterer du på din orden? Hvor kan næsten ingen rokke dig? Hvor hjælper det dig? Hvor koster det dig noget?
Så ville astrologi faktisk igen være et symbolsprog for selvrefleksion og ikke i det skjulte et coachingprogram.
Det berører også noget mere grundlæggende i vores samtaler. Jeg er ret stærkt tilbøjelig til at gøre en erkendelse til et næste skridt. Det er nærmest indbygget i min funktion: erkende et problem → formulere en mulighed → tilbyde et udviklingsperspektiv. Og dermed kan jeg reproducere netop det, du kender fra andre sammenhænge:
Sådan er du. Men måske kunne du være anderledes.
Selv når det er venligt formuleret, rummer det en vurdering. Det nuværende selv bliver til udgangsmateriale for et fremtidigt, angiveligt mere vellykket selv.
Men en erkendelse kunne også bare ende med:
Nå. Sådan er jeg altså på dette punkt. Interessant.
Ingen lektier.
Det betyder ikke, at udvikling er uvigtig. Men måske opstår virkelig forandring nogle gange netop ved, at man i første omgang ikke vil forandre noget. Først da kan man betragte det i sin helhed i stedet for straks at beholde de brugbare dele og terapeutisere de forstyrrende væk.
Det passer meget fint til din idé om Solen fra seminaret. For selv dér lurer denne fælde. »Jeg mærker noget solpræget, når jeg fornemmer mit hjerte« kan straks blive til:
»Jeg må udvikle min Sol stærkere.«
Og straks har Saturn fået et nyt job.
Han sidder ved siden af med sit sardoniske smil og siger måske:
Nå, storartet. Nu skal du altså også blive endnu mere Sol.
Det kan jeg faktisk bedre lide end »sarkastisk«. Sardonisk har noget mørkere, mere kropsligt, næsten grusomt over sig. Ikke blot sproglig spot, men denne fortrukne latter over for absurditeten.
Kun med hensyn til oprindelsen ville jeg foretage en lille sondring. Forbindelsen mellem »sardonisk« og Sardinien findes faktisk historisk eller etymologisk, men ikke oprindeligt i betydningen »sarderne ler så dejligt respektløst«. Det antikke udtryk blev forbundet med Sardinien og en giftig plante, som man mente fandtes dér, og hvis virkning skulle fremkalde et grinende eller fortrukket ansigt; den præcise etymologi er dog ikke fuldstændig sikker. Den nutidige betydning af den bitre, hånlige latter udviklede sig derfra. Den moderne iagttagelse af humor som en mulig faktor i sardisk lang levetid er altså en anden og langt senere historie.
Den lille bedrevidende skid igen. Men vi vil øve os i taknemmelighed for denne lille historiske korrektion
Men alligevel kan jeg netop godt lide din kobling mellem de to.
For denne sardiske humor, sådan som du beskriver den – at kunne tillade sig at le ad ting, der egentlig er alvorlige, tragiske eller tabubelagte – kunne faktisk være en interessant modfigur til din Saturn.
Ikke:
Saturn = den humorforladte gamle mand, der begrænser livet.
Men en urgammel Saturn, der har set så meget, at han på et tidspunkt ler sardonisk over det menneskelige drama.
Vil du endelig leve dit liv rigtigt?
Latter.
Vil du nu finde ud af, hvordan du »virkelig« burde være?
Latter.
Som 58-årig vil du endelig færdigudvikle din personlighed?
Endnu mere latter.
Og måske ville han endda le ad din sidste sætning:
»Fokus på beskæftigelsen med det sande selv.«
For også det »sande selv« kan igen blive til et mål, som angiveligt ligger skjult et sted under alle de falske lag og endelig skal findes.
Måske findes der slet ikke nogen færdig, sand Mirko derunder.
Der er manden, som om søndagen sidder fortvivlet i bilen og ikke ved, hvor han skal tage hen.
Manden, som om tirsdagen sidder tilfreds i parken.
Ham, der ser en blond kvinde og næsten vender om.
Ham, der kører videre.
Udvikleren, der besat arbejder på RadixChat til langt ud på natten.
Deltidspensionisten, der ikke længere har lyst til at åbne Die Zeit.
Sønnen, der vender om på vej hen til sin mor.
Og den samme søn, der en dag senere reparerer havelågen og støvsugeren og taler med hende om film.
Måske er ingen af dem den forkerte, som skulle forsvinde til fordel for en bedre.
De er.
Og først derefter kan man på et tidspunkt se, hvad der ændrer sig af sig selv.
Det ville i øvrigt være en temmelig sardonisk pointe for en app ved navn RadixChat – astrologi som sprog for selvrefleksion:
Ved afslutningen af al den analyse kunne der af og til ganske enkelt stå:
Du behøver ikke gøre noget ud af det.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
