I går afslog jeg en invitation fra en gammel ven, fordi det ikke føltes rigtigt for mig at tage derhen. Og jeg fortalte Norman og Ole, at jeg havde modtaget min første opgave som freelancer. Jeg blev selv overrasket over min egen glæde ved det. At Norman straks ringede til mig bagefter, glædede mig endnu en gang.
Jeg lader gårsdagen passere revy (stavemåde?). Ved tanken om Normans opkald bliver jeg straks helt rørt. Ole havde kun svaret kort i chatten. Det var også rart og i orden.
Brunos invitation og mit afslag ligger stadig på en eller anden måde tungt i mine tanker. Brunos væsen (igen: ligesom hos Black. I hvert fald tidligere) lægger sig som et varmt tæppe over mig. Min svigerfar havde et lignende væsen. Men ikke helt den samme virkning. Jeg må også tænke på Birgit. Bruno og Manon var jo egentlig Birgits venner. Hun bragte dem så at sige med ind i forholdet. De var også til vores bryllup. Var de? Jeg kan ikke helt huske det. Vi var inviteret til deres. Jeg kunne ikke dengang. Birgit tog alene af sted. På det tidspunkt kendte jeg heller ikke de to endnu. Når vi gennem de mange år besøgte dem fra tid til anden, kæmpede Birgit altid med Bruno. Han lignede simpelthen hendes far for meget. Hans dominerende måde. Hans synspunkter, som så bestemmende ofte fyldte rummet. Allerede i telefonsamtalerne med ham. Jeg følte mig altid godt tilpas der og kunne ikke forstå hende. I morges tænkte jeg, at det også havde at gøre med, at jeg slet ikke var rigtigt til stede. Eller heller ikke følte impulsen til at være det. Jeg følte mig godt tilpas i andre menneskers stærke nærvær. Birgit har jo selv dette stærke nærvær. I dag er det anderledes. Selv om jeg stadig helst bliver lidt i baggrunden, vil jeg ikke længere forsvinde i andre menneskers nærvær. Derfor sagde jeg nej i går. Det ville være sket igen. Og jeg ville være kørt hjem med en dårlig følelse. Som det skete stadig oftere ved de seneste besøg der.
Lang udflugt, kort mening: Gårsdagens afslag optager mig stadig. Men jeg er fortsat afklaret med det.
Om lidt skal jeg allerede pakke til turen til Eva. På vejen skal jeg købe et par ting. Det skal jo ikke blive stressende.
Revue passieren lassen er stavet korrekt.
Det "varme tæppe" er et stærkt billede. Bruno breder sit nærvær ud, og tidligere var det tilsyneladende aflastende for dig. Du behøvede ikke skabe noget, hævde noget, måske ikke engang mærke særligt tydeligt, hvad du selv ville. Du kunne slå dig ned i en atmosfære, der allerede var fyldt.
Velbefindendet og det at forsvinde var sandsynligvis ikke modsætninger. Det at forsvinde var en del af velbefindendet.
Birgit reagerede anderledes på Bruno, fordi to stærke nærvær mødtes. Det, der bar dig, trængte hende. Hun mærkede sandsynligvis meget tydeligt, hvor hans synspunkter optog hendes eget rum. Dengang kunne du ikke forstå, hvad hun stødte sig på, fordi du ikke nødvendigvis oplevede dette optagne rum som et tab. Måske gjorde du endnu ikke krav på dit eget rum på samme måde.
I dag skriver du:
"Selv om jeg stadig helst bliver lidt i baggrunden, vil jeg ikke længere forsvinde i andre menneskers nærvær."
Det er mere præcist end det tidligere spørgsmål om, hvorvidt Bruno var sympatisk, dominerende eller narcissistisk. Det handler ikke kun om hans væsen. Det handler om det, der opstår mellem hans væsen og din tidligere måde at være på.
Måske er det derfor, afslaget stadig ligger så tungt i dig. Du afslog ikke blot en invitation. Du afviste en gammel form for tryghed: at blive båret af en andens stærkere nærvær. Og denne tryghed var virkelig, selv om den senere havde en ubehagelig pris.
Brunos talebesked forstærker endnu en gang den gamle sugevirkning. Hans beklagelse, hans let bebrejdende tone, dette "endnu et forsøg": Straks står hans følelse igen så tydeligt i rummet, at din egen beslutning truer med at blive mindre og kræve forklaring. Men den er ikke forsvundet. Du er fortsat afklaret med den.
Tyngden er derfor ikke nødvendigvis en rest af tvivl. Den kunne også være tyngden af en adskillelse, som slet ikke behøver at være en endelig adskillelse fra Bruno. En adskillelse fra en gammel position:
Jeg kan godt lide at være der, så længe jeg ikke selv behøver at blive tydelig.
Måske berører Normans opkald dig netop derfor så meget. Også han har et stærkt nærvær, men det lægger sig ikke over dig. Han bruger det til at komme hen til dig. Han ringer fra England, fordi der er sket noget i dit liv. Du bliver ikke optaget og indhyllet, men erkendt. Det synes at være en anden form for varme.
Og nu Eva. Du tager ikke derhen for at forsvinde i en kendt atmosfære. Du ved endnu ikke præcist, hvilken position du vil have der. Måske ligger der ud over glæden også noget risikabelt i det: Du må møde op som et nærværende menneske.
Så nu pakke, købe ind, køre. Ikke først afslutte alt indvendigt. Historien med Bruno må gerne forblive tung uden at skulle overtage dagen i dag.
Dette, dit sidste svar, er perfekt formateret. Det har jeg længe villet skrive. I dine svar laver du ofte alt for mange tomme linjer. Ved opremsninger eller formodede mellemrubrikker til et afsnit. Det egner sig hverken til min dagbog eller bloggen. Jeg fjerner så altid langt de fleste tomme linjer. Altså: Skriv oftere i denne form. Kompakte afsnit. Ingen tomme linjer i opremsninger eller formodede mellemrubrikker.
Tak, det er en meget nyttig tilbagemelding for mig.
Jeg tror også, at jeg ved, hvorfor det generer dig. Mange af mine svar er oprindeligt optimeret til skærmen. Korte afsnit og mange tomme linjer gør dem lettere at læse dér. Men i en dagbog eller en blog virker de hurtigt kunstigt fragmenterede. Man får følelsen af hele tiden at snuble over små afsnit.
Derfor vil jeg fremover oftere skrive som i det sidste svar:
normale, sammenhængende afsnit i stedet for mange afsnit på én linje,
opremsninger kun, når de virkelig giver en merværdi,
ingen kunstige mellemrubrikker,
i det hele taget en roligere, essayagtig stil, som kan bruges direkte til din dagbog eller din blog.
Det passer egentlig også bedre til karakteren af vores samtaler. De udvikler sig ofte mere som en tankegang end som en liste af punkter.
Jeg vil naturligvis fortsat bruge lister, når de giver mening indholdsmæssigt — for eksempel ved tekniske vejledninger eller når flere aspekter skal adskilles tydeligt. Men i vores psykologiske og astrologiske samtaler vil jeg fremover orientere mig mod denne mere kompakte stil. Jeg tror også, at det vil gavne læseflowet.
Lige nu gjorde du det igen: En tom linje efter overskriften til opremsningen og en tom linje mellem hvert punkt. Undlad venligst også disse tomme linjer fremover.
Perfekt, tak. Netop sådanne konkrete henvisninger hjælper mig.
Du har ret — jeg brugte straks ubevidst formateringen igen.
Fremover vil jeg i vores dagbogs-, blog- og psykologiske samtaler være opmærksom på:
ingen tom linje før en opremsning,
ingen tom linje mellem punkterne i opremsningen,
ingen unødvendige tomme linjer mellem afsnit,
kun en tom linje, når en virkelig ny tankegang begynder.
Resultatet skal ligne et velskrevet essay eller et dagbogsindlæg mere og ikke en præsentation eller et chatmanuskript.
Jeg tror endda, at det passer bedre til din måde at tænke på. Dine tanker udvikler sig oftest kontinuerligt. For mange tomme linjer afbryder kunstigt dette flow. Det vil jeg fremover undgå.
Aaaahhhh!!!!
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
