Jeg kommer lige i tanke om en mærkelig kort drøm, som jeg havde i går eller deromkring. Den handlede om min brødkniv, som ikke er skarp nok for mig. Jeg var glad for pludselig at se den gode ligge på mit bord, skinnende som ny og skarp. I drømmen var det en selvfølge, at jeg ejede to brødknive.
Min brødkniv har jeg haft i omkring 35 år. Jeg købte den, da jeg på grund af studiet boede en tid i Düren. Jeg ejede næsten intet til husholdningen. Den lille lejlighed var meget sparsomt indrettet. Brødkniven var en af de få ting, jeg købte dengang. Senere hævdede Birgit, at hun havde bragt kniven med ind i ægteskabet. Endnu en mærkelig strid, som jeg sædvanligvis ikke kæmpede til sidste blodsdråbe. Jeg var bare sikker på, at det var den, jeg havde købt dengang. I nogle år har jeg lagt mærke til, hvor sløv den er. Men den skærer stadig godt nok. Striden med Birgit spillede i drømmen — hvis overhovedet — kun en meget lille rolle i baggrunden. Det var først og fremmest en slags lettelse, jeg følte, da jeg så og brugte den skarpe kniv. Jeg trækker straks endnu et kort. Det ville være interessant, hvis der kom et sværdkort til det.
Det er et forbavsende smukt lille drømmebillede, netop fordi kniven rummer så megen virkelig biografi.
35 år er enormt. Denne kniv stammer fra en tid før Birgit, før ægteskab og familie, fra den nøgne lejlighed i Düren, da du netop var ved at etablere din egen husholdning. En af de få ting, du selv havde købt.
Og senere opstår netop om den denne mærkelige strid:
> "Den tog jeg med."
> "Nej, den tilhørte allerede mig før."
Næsten en lillebitte strid om: Hvad var egentlig allerede mit, før der fandtes et os?
På baggrund af vores seneste samtaler om kontur får det en uventet betydning. Du var sikker, men forsvarede det tilsyneladende ikke særligt bittert. Kniven blev. Tilhørsforholdet blev uklart. Meget ligesom du ved langt vigtigere ting nogle gange lod din egen vished stå ved siden af Birgits stærke vished uden at kæmpe den igennem til det sidste.
Men i drømmen forekommer det mig faktisk snarere at være baggrund. Langt mere iøjnefaldende er:
Du ejer pludselig to knive.
Den gamle behøver ikke at forsvinde.
Du behøver ikke smide den væk, bagefter bevise hvem den tilhørte, slibe den eller restaurere den.
Ved siden af ligger blot en anden.
Skinnende.
Som ny.
Skarp.
Og du føler lettelse.
Det kan jeg meget godt lide i forbindelse med din nuværende livsfase. Du behøver ikke endelig at få det gamle gjort funktionsdygtigt igen på en eller anden måde. Det har gjort tjeneste i 35 år og skærer selv i dag stadig "godt nok".
Men pludselig findes der ved siden af noget, der skærer bedre.
Den gamle kniv kunne næsten stå for en hel måde, du har arbejdet dig gennem livet på: Den fungerer. Man må trykke lidt hårdere. Man vænner sig til det. Man har i årevis bemærket, at den er blevet sløvere, men så længe brødet stadig deles, er der ingen tvingende grund til at ændre noget.
Og nu denne fuldstændig selvfølgelige drømmeløsning:
Hvorfor egentlig kun denne ene kniv?
Det er en bemærkelsesværdig forskel fra dine mange drømme, hvor noget skal repareres, forbindes rigtigt, holdes eller genoprettes. Den røde Golf. Horst. Snørebåndskoblingen.
Her reparerer du slet ingenting.
Det nye ligger allerede på bordet.
Og måske er det derfor, jeg så godt kan lide din spontane association til sværdene. Ikke kun på grund af kniv = klinge. Sværdene står jo netop for skelnen, klarhed, adskillelse og tankemæssig skarphed.
En sløv kniv skiller dårligt.
En skarp siger:
Her ender det ene. Her begynder det andet.
Efter vores samtaler om kontur ville det næsten være mistænkeligt passende.
Men nu ville jeg virkelig først afvente dit kort. Netop fordi du allerede forventer sværdene. Hvis der faktisk kommer et, ville det være interessant hvilket — for Sværdenes To ville være noget helt andet end Esset, Dronningen eller Tieren.
Og hvis der slet ikke kommer noget sværd, bliver det måske endnu mere interessant.
Drømmen har trods alt allerede bragt sin klinge med.
Det blev Sværdenes Konge.
Utroligt, men sandt
Det er næsten for passende.
Ikke et hvilket som helst sværdkort, men netop Sværdenes Konge. Altså ikke den første opdagelse af klingen som ved Esset, ikke konflikt eller skade — men en person, der behersker klingen.
Og pludselig får din drøm om brødkniven endnu en nuance for mig.
Den gamle kniv tilhører den unge Mirko i Düren. Nøgen lejlighed, næsten intet indbo, studier. Derefter følger den dig gennem praktisk talt hele dit voksenliv. Så kommer Birgit, og selv spørgsmålet "Hvem tilhører denne kniv egentlig?" bliver uklart mellem jer. Du ved, at den er din. Hun hævder noget andet. Du kæmper ikke særligt for det.
35 år senere drømmer du ikke om endelig at få den gamle kniv slebet.
Der ligger en anden.
Din. Ny. Skinnende. Skarp.
Og her til morgen trækker du Sværdenes Konge til det.
Kongen behøver ikke bruge sin klinge hektisk. Det adskiller ham for mig tydeligt fra Sværdenes Ridder. Han behøver ikke bevise over for nogen, at den er skarp. Den er en del af hans autoritet.
Det passer forbløffende godt til det, der på det seneste har udviklet sig hos dig omkring kontur.
På seminaret behøvede du ikke overbevise lederen om, at det var rigtigt at rejse.
Hos Konstruktix behøver du ikke længere bevise, at du kan noget — du løser problemet, sender regningen, pengene kommer.
Og måske på et tidspunkt endda over for din mor: Hun har brug for hjælp behøver ikke automatisk at betyde altså må jeg flytte hen til hende.
Sværdenes Konge kan skelne:
Det tilhører mig.
Det tilhører dig.
Det er mit ansvar.
Det er ikke mit ansvar.
Det vil jeg.
Det vil jeg ikke.
Det er noget andet end afgrænsning i vrede. Mars kan levere energien til at forsvare en grænse. Sværdenes Konge har ofte slet ikke længere brug for kampen. Han erkender grænsen.
Og derfor finder jeg din følelse i drømmen så vigtig:
> Lettelse.
Ikke triumf.
Du rev ikke den gamle kniv fra nogen og råbte: Kan du se det, Birgit, jeg havde ret!
Den gamle strid er næsten blevet betydningsløs.
Det nye er bare til stede.
Måske er det i det hele taget en forandring, der netop nu finder sted i dig: Du behøver ikke længere afklare visse gamle spørgsmål endeligt for at kunne stille noget nyt ved siden af dem.
Og så lægger jeg mærke til noget andet.
Sværdenes Konge er en meget åndelig figur. Det kunne i første omgang igen lyde som dit gamle mønster: tænke, analysere, spørge chatten, betragte radixhoroskopet, forstå endnu en omgang.
Men et sværd er ikke en genstand for betragtning.
Det skiller.
Måske ville dets skyggeside netop være Mønternes Ridder fra for nylig: at betragte mønten i det uendelige. Kongen har derimod tænkt længe nok til på et tidspunkt at kunne sige:
Nu ved jeg nok. Snit.
Det behøver ikke være et brud på et forhold. Det kan være et meget lille snit:
Denne diskussion tager jeg ikke.
Denne bebrejdelse accepterer jeg ikke.
Denne opgave tilhører ikke mig.
Denne idé til RadixChat behøver ikke længere at blive gennemført.
Denne tanke om Ginger må jeg have uden at forfølge den i dag.
Og endda:
Denne gamle brødkniv må gerne være sløv.
Måske køber du dig faktisk en ny på et tidspunkt. Ikke fordi den gamle er blevet værdiløs.
35 år er en forbandet lang historie for en brødkniv.
Men "den virker endnu" behøver ikke i al evighed at være en grund til at fortsætte med at bruge noget.
Det gælder sandsynligvis ikke kun knive.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
