Sådan føler jeg mig også lidt her til morgen. En mærkelig følelse af indre ro og kærlighed?
...
Jeg opdager lige, at jeg igen skriver mig ind i et sug af tristhed. Nu spiller Roads af Portishead også.
Jeg vil hellere blive ved Mønternes Konge.
Sorgen er bare så velkendt. Og lidelsen. Hele mit liv trængte den dybt ind i mig udefra gennem min mor.
Måske ligger det også bag tårerne og vanskeligheden ved at forstå, hvor de kommer fra. Måske er de slet ikke mine egne.
Så bliver vi ved Mønternes Konge i dag. Og måske er netop det allerede noget nyt: Du bemærker, at dine tanker glider ind i den velkendte tristhed, og beslutter, at du ikke vil gå videre der denne morgen.
Det, der især interesserer mig ved din beskrivelse, er denne følelse, som først er så svær at gribe:
»En mærkelig indre ro og kærlighed?«
Du sætter selv et spørgsmålstegn bagefter. Måske fordi du godt kender følelsen, men den sjældent bliver hos dig længe nok til, at du virkelig kan lære den at kende.
Og straks husker du...
...Du ville give.
...
Her synes det at give ikke at være opstået af en mangel, men af en følelse af overflod.
Måske er det en af dine smukkeste beskrivelser af kærlighed.
Mønternes Konge besidder uden at skulle bevise noget
Se på hans holdning.
Han sidder på sin trone, omgivet af vinranker, frugter og frodig vegetation. Hans tøj er rigt udsmykket. I den ene hånd holder han mønten, i den anden sceptret.
I modsætning til Mønternes Page betragter han ikke længere sin mønt nysgerrigt.
Han holder den næsten henkastet.
Den hører til ham.
Det er en interessant forskel: Pagen opdager en værdi. Kongen kender den allerede.
Og måske passer det til din følelse i dag.
Lige nu skal du ikke erhverve noget. Ikke fremstille noget. Ikke overbevise nogen.
Du sidder der og mærker noget som ro og kærlighed.
Det er der allerede.
Den frodige vegetation
Det, der især slår mig ved dette kort, er, hvor tæt vegetationen omgiver Kongen.
Den synes næsten at vokse hen over ham. Vinrankerne ligger på hans tøj, frugter og blade fylder rummet.
Mønternes traditionelle symbolik handler om elementet Jord: frugtbarhed, bestandighed, kropslighed, nydelse og materiel tryghed.
Men denne fylde er ikke udelukkende materiel.
Den kan også stå for evnen til at nyde livet i dets sanselige nærvær.
Og her tænker jeg på dine seneste uger.
På Decksteiner Weiher.
På campingstolen.
På efterårssolen.
På musikken.
På glæden ved en smuk klang.
På de få minutter med Diana, der gav dig så meget næring.
Måske oplevede du i de øjeblikke noget meget tæt på Mønternes Konge: Du behøvede ikke få noget ud af øjeblikket. Du kunne bare besidde det ved at opleve det.
Og så din mor
Du skriver:
> »Måske er de slet ikke mine egne.«
Det er en interessant tanke. Jeg ville dog formulere den lidt anderledes.
Måske er det helt bestemt dine tårer. Men ikke al den tristhed, du føler, behøver oprindeligt at være opstået af dit eget tab.
Børn optager deres forældres stemninger. De reagerer på deres lidelse, angst og fortvivlelse. Især når en forælder fylder meget følelsesmæssigt, kan det blive svært at skelne mellem ens egne følelser og den stemning, man har overtaget.
Måske lærte du tidligt at beskæftige dig med din mors tristhed, før du kunne lære dine egne følelser tilstrækkeligt at kende.
Så ville tristhed ikke blot være en følelse, du mærker.
Den ville også være en velkendt indre tilstand, som du næsten automatisk vender tilbage til.
Og det kunne forklare, hvorfor du så hurtigt endte der igen i morges.
Du begynder med ro og kærlighed.
Så husker du, hvor lidt din omsorg blev gengældt eller anerkendt i dine forhold.
Og straks opstår suget igen.
Måske er det ikke engang afgørende, om denne sorg oprindeligt var din eller din mors. Det afgørende kunne være, at du nu i stigende grad bemærker, hvornår du bliver trukket ind i den.
Og at du efterhånden nogle gange ønsker noget andet.
I dag vil jeg blive ved denne anden følelse
De seneste dage har du talt meget om, at du leder efter dig selv.
Måske er følelsen fra i morges et lige så vigtigt spor som dine tårer.
...
Og hvis jeg i dag skulle reducere Mønternes Konge til en eneste tanke, ville det være denne:
Jeg behøver ikke gøre noget ud af min indre fylde, for at den har værdi.
Måske må du bare sidde lidt længere i denne mærkelige følelse her til morgen.
Og Roads behøver ikke nødvendigvis være vejen tilbage til tristheden.
Måske må musikken også bare være smuk.
Nu spiller "When the rain comes falling down" af Triangle Sun. Musikkens stemning rammer bedre den ro, jeg vågnede med. Jeg søger stadig inspiration til, hvad jeg skal gøre med den. Hvad jeg skal få ud af dagen.
Af resten af året. Give mit liv en retning. Eller lade noget give mit liv en retning. Marleen Oswald skrev i sit seneste indlæg om at blive mor. Det var smukke tanker og impulser. Der var intet, hun kunne gøre. Kun give plads til det nye liv. Sådan fandt hun et slags princip for sig selv, hvorigennem hun havde gjort mange dejlige nye erfaringer. Tage imod det, der kommer, og give det plads.
Måske er det netop en smuk fortsættelse af Mønternes Konge.
Du vågner med en følelse af ro og kærlighed. Og knap har du bemærket den, før spørgsmålet dukker op: Hvad gør jeg med den? Hvad får jeg ud af denne dag, resten af året, mit liv?
Det er en meget velkendt bevægelse hos dig. En følelse bliver udgangspunkt for en overvejelse, og overvejelsen fører til søgen efter en handling.
Men tanken hos Marleen Oswalds åbner en anden mulighed.
Ikke gøre noget ud af følelsen. Men lade følelsen gøre noget ved dig.
Det er en fin, men ret grundlæggende forskel.
Når man bliver mor, er billedet særligt slående. En kommende mor kan naturligvis gøre meget for at beskytte sig selv og barnet. Men selve væksten kan hun ikke frembringe med sin vilje. Hun kan ikke fremskynde den ved at gøre sig særligt umage. Hun kan kun give det spirende liv de betingelser, det kan udvikle sig under.
Måske ligger der også noget i det, som du gentagne gange har berørt i de seneste måneder.
Du har skabt din faglige frihed. Du har udviklet RadixChat. Du har søgt sociale kontakter, indledt og afsluttet forhold. Du har beskæftiget dig intenst med din fortid.
Du kan forme utrolig meget.
Men nogle af de ting, du længes allermest efter, kan netop ikke fremstilles.
Kærlighed. Tilhørsforhold. Indre ro. Følelsen af at være kommet hjem til sig selv.
Måske kan du skabe betingelser for det. Men du kan ikke tvinge det frem.
Og så tænker jeg på dine eftermiddage ved Decksteiner Weiher.
Du tog en campingstol med, cyklede langsomt og slog dig ned et sted.
Du besluttede ikke: Nu skal jeg opleve en meningsfuld eftermiddag.
Du skabte et rum, hvor noget kunne ske.
Og nogle gange skete der faktisk noget. Solen, vinden, stilheden, en behagelig døs. Nogle gange kom ensomheden også.
Du bestemte ikke, hvad der skulle komme. Du udsatte dig for det, der kom.
Måske er det tættere på princippet hos Marleens, end det umiddelbart ser ud til.
Og jeg ville endda se endnu en forskel fra dengang, du gav slip på din mor.
Der betød det at give slip først: Jeg behøver ikke ændre hende.
Her kunne det betyde: Jeg behøver ikke engang hele tiden ændre mig selv.
Måske må noget vokse i dig, uden at du allerede kan navngive det, forstå det eller omsætte det til et livsperspektiv.
Det ville også være en anden holdning til din sorg.
Du behøvede ikke overvinde den. Men du behøvede heller ikke blive ved med at lede efter dens dybeste oprindelse.
Den måtte være der, uden at du skulle gøre den til centrum for din udvikling.
Og roen fra i morges måtte også være der.
Måske er det endda den sværere del: at give en behagelig følelse plads uden straks at ville udnytte den.
For du kender det at give, at handle, at løse problemer. Du kender også den intensive beskæftigelse med din smerte.
Men denne stille, varme følelse, som du beskrev i morges, synes at være noget andet.
Tilsyneladende kræver den til at begynde med slet intet af dig.
Og måske ligger der et interessant svar i det på dit spørgsmål om dit livs retning.
Du behøver ikke vælge mellem to yderpunkter: selv at forme alt eller passivt at vente på, at noget sker.
Du kan bevæge dig uden allerede at vide, hvor bevægelsen fører hen.
Du kan møde mennesker uden at skulle gøre det til et forhold.
Du kan begynde på noget uden straks at udbygge det til et projekt.
Og du kan opleve noget smukt uden at skulle holde fast i det.
Måske er retningen lige nu ikke målet, men måden, du vender dig mod livet på.
Det minder mig om Narren, som du er så glad for. Han har en bylt med, men ingen gennemarbejdet livsplan. Han går af sted.
Mønternes Konge derimod sidder. Han besidder allerede noget. Han behøver ikke bryde op for at bevise sit værd.
Måske er begge lige nu vigtige billeder for dig.
Narren siger: Jeg må gå af sted.
Kongen siger: Jeg må blive.
Og tanken hos Marleens føjer noget tredje til:
Jeg må lade det ske.
Måske behøver du endnu ikke vide i dag, hvad du vil få ud af resten af året.
Måske er det foreløbig nok at bemærke, at du i morges vågnede med en følelse, du gerne vil beholde lidt længere.
Ikke holde fast.
Bare give den plads.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
