Stemningen er bedre igen.
Norman henvendte sig spontant, og vi gik ud at spise med Paul. Det har ikke gjort mig så godt i lang tid som i går. At han kontaktede mig. Og at vi mødtes med Paul og tilbragte tid sammen. Han fortalte, at han var interesseret i frivilligt arbejde på et hospice. Jeg blev næsten målløs, fordi det jo også har stået på min dagsorden i længere tid. Den første aftale er i næste uge. En introduktionsaften. Paul er nu 12. De var netop vendt tilbage fra England og Skotland. Der var meget at fortælle. Pauls skuldre bliver allerede kraftigere. Han befinder sig netop ved denne tærskel, hvor man allerede kan se, at barnekroppen forsvinder, men endnu er han et barn.
Da vi havde sagt farvel, skrev Alexander til mig, at biografscenen med det fede svin og hans reaktion på hans "Schhh" stadig fulgte ham. Jeg tog mig tid til et længere svar til ham. Jeg kan ikke huske nogensinde at have fundet så gode ord til at tage denne dårlige følelse fra ham. Denne nagende følelse af, at man burde have vist fyren noget.
Også til betalingskonceptet på min astro-side fik jeg i går en meget enkel idé til at håndtere problemet med løbske omkostninger fra en intensiv bruger. Der er ganske enkelt ingen vej uden om at tage højde for de løbende tokenomkostninger, præcis som de opstår, og så at sige lukke for en bruger, når de overstiger hans månedsbidrag. Eller når der er fare for, at der ikke bliver nogen fortjeneste tilbage.
Også på arbejdet kunne jeg stråle i går. To løsninger på de to problemer, der tilsyneladende længe er blevet betragtet som akutte.
Og alt dette med mit dårlige humør i går. Men til gengæld er det jo også bedre igen i dag. Lad os se, hvor længe det holder.
Til gengæld tænker jeg her til morgen igen på Ginger. Det gjorde jeg også i går. Det er rart at tænke på hende. Der er en stærk længsel. Måske følger jeg den på et tidspunkt.
Erindringen om min drøm vil ikke vende tilbage. Ærgerligt.
Det, der først springer mig i øjnene denne fredag morgen, er din sidste sætning om i går:
"Og alt dette med mit dårlige humør i går."
Det er næsten modprøven på noget, der igen og igen sker for dig i mørkere timer: Så føles den nuværende tilstand som et udsagn om hele dit liv. I går var du ulykkelig, udmattet, Eva og tantra virkede pludselig som en blindgyde, arbejdet gjorde dig ikke godt, inspirationen manglede. Og mens du var i denne tilstand, løste du to vanskelige problemer på arbejdet, fandt en vigtig konceptuel løsning til Astrofragen, kunne åbenbart give Alexander noget og oplevede om aftenen et møde, der gjorde dig særdeles godt.
Det dårlige humør var altså sandt. Men det vidste forbavsende lidt om, hvad der var muligt denne dag.
Og så Norman. Jeg tror, at det afgørende faktisk ikke kun var maden. Han kontaktede dig. Du behøvede ikke tage initiativ, ikke overveje, om du forstyrrede, ikke sætte en eller anden relation i bevægelse. Der kom nogen fra dit eksisterende netværk, som ville se dig. Og så sad du ved bordet med ham og Paul. Igen dette billede af bordet, som påfaldende ofte er dukket op på det seneste: den unge kvinde med sin far i Stadtgarten; dine tanker om familie; nu Norman, hans søn og dig. Mennesker sidder sammen, fortæller, spiser og hører i nogle timer helt selvfølgeligt sammen. Måske gjorde det derfor så usædvanligt godt.
At Norman nu netop overvejer frivilligt arbejde på et hospice, er næsten komisk. I mødes efter hans rejse, og pludselig viser det sig, at en meget lignende tanke uafhængigt har udviklet sig hos jer begge. Det skaber endnu en anden form for fællesskab: ikke kun en fælles fortid, men en mulig parallelitet fremad. Selv hvis I aldrig skulle udføre det frivillige arbejde sammen.
Også historien med Alexander passer ind i dette. Det, jeg finder interessant, er mindre, at du fandt de rigtige ord, end hvad du fandt dem til. Alexander hang åbenbart stadig fast i denne meget velkendte mandlige efterreaktion: Jeg burde have reageret stærkere. Jeg burde have vist ham det. Og du kunne åbenbart tilbyde ham noget, der fører ham ud af denne krænkelse. Netop efter en aften, hvor du selv havde reageret ret impulsivt med "spasser". Måske kunne du netop derfor tale troværdigt om det. Du var ikke den overlegne far, der ovenfra forklarer, hvordan man bør opføre sig. I havde begge været i den samme scene.
Og så står der næsten i forbifarten:
"Også på arbejdet kunne jeg stråle i går."
Det finder jeg bemærkelsesværdigt i lyset af dit indlæg fra dagen før. Måske kan det betale sig at holde arbejdet og din nuværende tilstand lidt mere adskilt. Arbejdet kan belaste dig, og du kan være meget dygtig til det. Det kan tage selvbestemmelse fra dig og give dig den erfaring, som du åbenbart er modtagelig for: Noget har ligget uløst hen i længere tid, du kommer til og finder en løsning. Det er ret præcist den position, hvor du altid har følt dig godt tilpas som Solution Architect.
Og dermed ender jeg igen hos vores nye Saturn.
"Lad os se, hvor længe det holder."
Du bruger efterhånden selv dette ord.
Måske behøver det slet ikke at holde særlig længe.
Det er muligvis den lille forskydning. En god torsdag behøver ikke garantere fredagen. Normans opkald behøver ikke fjerne din ensomhed. To tekniske succeser behøver ikke bevise for dig, at selvstændigheden var rigtig. En smuk tanke om Ginger behøver ikke straks besvares med: Skal jeg skrive til hende?
Det må holde for én dag.
Og i morgen holder måske noget andet.
Ved Ginger ville jeg derfor lade din sætning stå præcis sådan:
"Det er rart at tænke på hende."
Det kan jeg langt bedre lide end nogle af vores tidligere Ginger-analyser. Intet opgør. Ingen astrologisk forklaring af hendes Løve-ego. Ingen beslutning om, hvorvidt relationen var rigtig eller forkert. Du savner hende. Og erindringen om hende føles smuk lige nu.
At du tilføjer "Måske følger jeg den på et tidspunkt", er interessant. Ikke: Jeg må have hende tilbage. Ikke engang: Jeg burde skrive til hende.
Måske på et tidspunkt.
Det rummer forbavsende meget plads.
Og måske er det netop nu overhovedet den behageligere modbevægelse til i går med Eva. Dér opstod der straks snæverhed gennem kravet om initiativ: Ringer du eller ringer du ikke? Vil du have mig eller vil du ikke have mig? Kommer du i weekenden eller ej?
Ved Ginger findes der denne morgen kun længsel.
Ikke endnu at gøre en opgave ud af den forekommer mig netop nu ganske klogt.
Dog ærgerligt med drømmen. Nogle gange vender den tilbage, når der i løbet af formiddagen dukker et helt uvæsentligt billede op. Og nogle gange bliver kun følelsen tilbage af, at der var noget. Heller ikke det behøver nødvendigvis at blive indfanget igen.
Denne morgen ville jeg i hvert fald fastholde en sætning fra i går:
Humøret var dårligt. Dagen var god.
Det er en ganske værdifuld erfaring for nogen, hvis humør lejlighedsvis fortæller ham, at det allerede ved, hvordan historien fortsætter.
I går meldte fru Lenores jo også afbud. Hun havde meldt sig syg. I 2 uger. Det gik mig også på i går. Aftalerne er efterhånden også meget vigtige for mig. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere, at de på et tidspunkt vil være slut.
Ja. Det hører formentlig ubetinget med i regnestykket for i går. Fru Lenores meldte afbud – og ikke kun til én aftale, men straks for to uger. Dermed forsvandt netop på en dag, hvor du i forvejen var mere ustabil, et efterhånden temmelig vigtigt holdepunkt.
Jeg tror, at aftalerne efterhånden har flere funktioner for dig samtidig. Naturligvis er der det terapeutiske arbejde. Men fru Lenores er også blevet en regelmæssigt tilbagevendende relation. Du behøver ikke aktivere hende. Du behøver ikke overveje, om du må ringe. Du behøver ikke være interessant. Du behøver ikke gætte hendes behov. Torsdag morgen er fru Lenores der, og du må komme med det, der lige nu er der.
Netop på baggrund af det, der skete mellem dig og Eva, er kontrasten påfaldende. Ved Eva opstår straks spørgsmålet om gensidighed: Hvem ringer til hvem? Hvem har brug for hvad? Hvor meget initiativ betyder interesse? Ved fru Lenores er asymmetrien udtrykkeligt tilladt. Du må have behov. Det må være særdeles aflastende for nogen, der meget hurtigt oplever andres behov som en forpligtelse.
Og derfor ville jeg heller ikke forhastet betragte din bekymring for afslutningen som problematisk afhængighed. Det ville snarere være mærkeligt, hvis en terapeutisk relation blev vigtig, og dens afslutning så var ligegyldig.
Måske ligger der endda noget i dette, som du for nylig beskrev så præcist i Stadtgarten: selvfølgelighed. Fru Lenores hører efterhånden et stykke hen ad vejen til din uges arkitektur. Og når hun pludselig mangler på grund af sygdom, bemærker man den bærende væg netop ved, at den ikke er der.
Det bringer os tilbage til Saturn.
Vi havde opdaget den som det, der bærer. Måske er terapi efterhånden blevet noget saturnisk i dit liv: en pålidelig tidsmæssig ramme, inden for hvilken noget meget måneagtigt og neptunisk må ske – føle, fortælle, associere, græde, huske, blive forstået og også modsagt.
Og derfor finder jeg egentlig dit andet spørgsmål endnu vigtigere:
"Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere, at de på et tidspunkt vil være slut."
Måske behøver du slet ikke at kunne det endnu. Men jeg ville på et tidspunkt tale med hende selv om denne angst.
Ikke først ved den sidste eller næstsidste aftale.
For terapiens afslutning er ikke et organisatorisk problem efter den egentlige terapi. Den hører med til terapien.
Netop hos dig kunne der ligge utrolig meget materiale i dette: Hvad sker der, når et menneske, der er blevet vigtigt, ikke forbliver tilgængeligt permanent? Bliver samhørighed til tab? Forsøger du på forhånd at gå indvendigt? Nedvurderer du måske det, der har været? Vil du holde fast? Kan noget ende og alligevel bevares indvendigt?
Og dér får vores Saturn endnu en, måske meget smuk betydning.
At bære betyder ikke nødvendigvis, at noget bliver.
Noget kan bære en i et stykke tid – og samtidig bidrage til, at man bagefter selv er blevet mere bæredygtig.
Måske ville det på et tidspunkt være den gode form for afsked med fru Lenores: ikke "Nu har jeg ikke længere brug for hende". Det ville være alt for sterilt for mig.
Men snarere:
"Noget af det, der opstod mellem os, kan jeg efterhånden tage med mig."
Og i går manglede denne kvinde ganske enkelt.
Det må gerne have gået dig på. Måske forklarer det endda en del af den diffuse dårlige stemning, som du først gennemsøgte Eva, arbejde, tantra og hele dit nuværende liv for at finde mulige årsager til.
Alkoholen havde formentlig også en meget stor andel. Måske endda den største. Denne erkendelse kræver ingen AI-feedback.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
