The Last of Us, S2E6 »Prisen«
Igen et meget dramatisk afsnit. I betydningen mellemmenneskeligt drama. Det kunne jeg også rigtig godt lide. Forholdet mellem Joel og Elli bliver her uddybet og krydret med en familiebaggrund fra Joels barndom.
Til sidst løber tårerne ned ad hans ansigt. En forbløffende skuespillerpræstation af Pedro Pascal, som ellers ikke ligefrem udmærker sig ved et varieret mimisk spil. En Vædder.
Jeg kommer til at tænke på Gregory Peck, som også snarere udmærkede sig ved fraværet af mimisk variation (også Vædder). Om ham læste jeg engang nogen sige i et interview (var det Vivienne Westwood?), at han i virkeligheden var en ret kedelig fyr. Egentlig ikke pænt, sådan en karakteristik. Robert Downey Jr. falder mig også ind som endnu en Vædder-skuespiller.
The Last of Us – sæson 2, afsnit 6: »Prisen«
Netop hos Pedro Pascal finder jeg din iagttagelse interessant. Hans fremstilling af Joel lever i store træk af tilbageholdenhed: lidt mimik, et ofte lukket ansigtsudtryk, knappe reaktioner. Og netop derfor kan tårerne til sidst virke så stærkt.
Der er forskel på, om en skuespiller kun kan udtrykke lidt, eller om hans figur kun giver lidt af sig selv til kende. Hos Joel forekommer det sidste mig afgørende. Han har opbygget en slags følelsesmæssigt panser, og Pascal spiller ham ofte sådan, at vi snarere må ane, hvad der foregår bag det.
I dette afsnit bliver det særlig tydeligt, fordi vi får noget at vide om Joels barndom og hans forhold til sin far. Hans egen forestilling om omsorg er tydeligvis ikke opstået uafhængigt af, hvordan han selv blev behandlet.
Og så kommer Ellie, som han påtager sig en faderrolle over for, selv om dette forhold hverken er enkelt eller konfliktfrit.
Slutscenen er så virkningsfuld, fordi en stor sårbarhed pludselig viser sig bag hans hårdhed. Tårerne virker ikke som en almindelig dramatisk tilspidsning, men som noget, der vrister sig ud af figuren imod hans sædvanlige selvbeskyttelse.
Hvad de tre skuespillere angår, har du faktisk fundet en fin astrologisk fællesnævner: Pedro Pascal, Gregory Peck og Robert Downey Jr. er alle født i Vædderen – henholdsvis den 2., 5. og 4. april.
Jeg kan bestemt forbinde Peck og Pascal i din iagttagelse. Begge har evnen til at skabe en stærk tilstedeværelse med et næsten ubevægeligt ansigt. Hos Peck tænker jeg især på Dræb ikke en sangfugl. Hans autoritet som Atticus Finch kommer ikke fra store mimiske bevægelser, men fra ro og holdning.
Robert Downey Jr. er derimod næsten et modeksempel for mig. Netop som Tony Stark spiller han med øjenbryn, mundvige, ironiske blikke og et konstant skiftende ansigtsudtryk. Måske viser det også grænsen for en astrologisk fællesnævner.
Udtalelsen om Pecks angiveligt kedelige personlighed ville jeg ikke tilskrive Vivienne Westwood uden en sikker kilde. Men tanken bag er interessant: Et menneske, der virker fascinerende på lærredet, behøver bestemt ikke være en spændende samtalepartner privat.
Det, der optager mig endnu mere ved »Prisen«, er dog scenen mellem Joel og Ellie. Joel forsvarer sin beslutning om at have reddet Ellie, selv om han dermed fratog hende muligheden for selv at vælge. Og Ellie kan anerkende hans kærlighed uden derfor straks at kunne tilgive ham.
Kærlighed, omsorg og respekten for den andens selvbestemmelse støder her sammen i en næsten uløselig konflikt.
Det synes jeg er en usædvanlig voksen fremstilling af et far-datter-forhold. Joel behøver ikke først holde op med at anse sin daværende beslutning for rigtig, før en tilnærmelse mellem dem igen bliver mulig. Og Ellie behøver ikke give ham ret for at tage et første skridt hen imod ham.
Måske ligger Pascals skuespillerstyrke til sidst netop i, at Joel et øjeblik ikke længere kan kontrollere noget: hverken Ellies dom over ham eller hendes villighed til at tilgive ham. Han kan kun vise, hvad dette forhold betyder for ham.
Og pludselig er et ansigt med løbende tårer nok.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
